Venstre vil sikre bedre dækning i Østjylland

Det er alt for mange sorte områder i mobil- og bredbåndsdækningen, ikke bare i Østjylland, men i hele Danmark. Med det kommende teleudspil skal det være slut med afbrudte samtaler og halvsløje bredbåndsforbindelser.  

Der er kun få ting, som er mere irriterende end dårlig mobil- og bredbåndsdækning. En evig plage som mange østjyder slås med hver eneste dag. Jeg har længe kæmpet for, at mobildækningen skulle forbedres uden for byerne. Der er simpelthen alt for mange sorte områder, ikke bare i Østjylland, men i hele Danmark. På den baggrund er jeg naturligvis ovenud tilfreds med, at regeringen som en del af det kommende teleudspil har meldt ud, at den eksisterende bredbåndspulje forøges og forlænges. Det får stor betydning for mobil- og bredbåndsdækningen i hele Danmark.

Allerede i 2016 søsatte regeringen en bredbåndspulje. Det er den, som nu bliver videreført og udvidet. Samtidig målrettes puljen denne gang de tyndtbefolkede områder, ved at justere kriterierne så byzoneadresser i bykommuner ikke længere kan søge midler fra bredbåndspuljen. Netop denne justering betyder at selskaberne ikke kan nøjes med at opsætte master i tætbefolkede områder. Mange østjyder kan således se frem til en væsentlig forbedret mobil- og bredbåndsdækning. Nu skal det være slut med afbrudte samtaler og halvsløje bredbåndsforbindelser.  

Det er et særdeles ambitiøst udspil, som regeringen har fremlagt. Udspillet udstikker en langsigtet strategi for en opgradering af den digitale infrastruktur. Man skal ikke undervurdere betydningen af en stabil og god mobil- og bredbåndsdækning for den enkelte dansker, men i særdeleshed også for de mange virksomheder, der har adresse uden for en af de større byer. Virksomheder, der bidrager til vækst og udvikling, og dermed skaber et Danmark i bedre balance.

Snart starter forhandlingerne med de øvrige partier i folketinget, som forhåbentlig kan se fornuften i at sikre god mobil- og bredbåndsdækning til alle danskere – uanset hvor man har valgt at bosætte sig.