Venstre har haft regeringsansvaret i godt et år, og man må konstatere at der er sket ting og sager. Det til trods for at det ikke er nogen hemmelighed, at det til tider kan være vanskeligt at få hold på flokken af borgerlige partier. Listen over konkrete resultater er lang. Vi har f.eks. gjort det billigere at købe en sikker familiebil, strammet udlændingepolitikken, forbedret konkurrencevilkårene for landbruget og skabt fuld åbenhed om skolernes resultater. Det er resultater som kun er blevet til noget, fordi vi har en borgerlig regering. De røde partier vil nemlig rulle det hele tilbage.
Udover overnævnte konkrete resultater, så har et af de helt store mål for Venstre været at sikre sig at det fremover kan betale sig at arbejde.
Alle røde partier er imod kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen, der sikrer, at det bedre kan betale sig at arbejde, øger beskæftigelsen og er et bidrag til at bryde med den triste tendens til, at kontanthjælpen går i arv. Med Helhedsplanen vil Venstre nedbringe skatterne, særligt for dem med de laveste indkomster, sådan at det bliver endnu mere attraktivt at tage et job fremfor at være på passiv forsørgelse.
For vi kan ganske enkelt ikke være bekendt at parkere mennesker på en midlertidig ydelse som kontanthjælp i årevis. Ændringerne i reglerne giver et skub til at komme ud af passiviteten og tilbage på arbejdsmarkedet, også selvom det kun er få timer om ugen. De røde partier vil igen fjerne den kontante gevinst ved at gå på arbejde med en løn i den lave ende og i stedet gøre det mere attraktivt at være på offentlig forsørgelse. Det er både økonomisk og menneskeligt uholdbart.
Udover at sikre at det kan betale sig at arbejde, så har hele udlændinge- og integrationsområdet fyldt meget for regeringen i dens første år. Verden står overfor store flygtningestrømme fra især borgerkrigen i Syrien. Danmark skal løfte vores del af ansvaret, men vi skal samtidig også sikre at vi ikke selv segner under presset fra asylansøgere, der kommer til landet. Det var lige ved at ske for Sverige, og Danmark mærkede også et ekstremt pres sidste år i september, hvor asylansøgere spærrede motorvejene. For at undgå at den slags gentager sig har regeringen strammet op omkring asylpolitikken af flere omgange.
Husk i den forbindelse på at de røde partier ønsker at skrotte en række af de stramninger, som Venstre har gennemført efter valget, og som bidrager til, at asyltilstrømningen i dag er på sit laveste niveau i fem år. Eksempelvis er den røde opposition imod integrationsydelsen og optjeningsprincippet på børnepenge, der gør det mindre økonomisk attraktivt at komme til Danmark. En tilbagerulning vil på ny gøre Danmark til en asylmagnet. Da Socialdemokratiet sidst havde ansvaret for udlændingepolitikken fik en flygtningefamilie med tre børn en lønstigning på 10.000 kr. om måneden. Det var hinsidiges enhver form for ret og rimelighed, og en markant forskel på hvad Venstre vil prioritere og hvordan Socialdemokraterne vil bruge vores fælles skattekroner.