Dagen startede tidligt i studiet hos Radio ABC i Randers. Socialdemokraternes Maja Panduro og jeg var inviteret indenfor til en snak om politik og valgkamp. Det er altid dejligt at møde de lokale værter og drøfte lokalpolitik med de randrusianske radiolyttere. Vi styrtede begge to videre til Radio Alfa, hvor udsendelsen fik et lidt mere personligt præg. Det er jo en travl hverdag som politiker, og det koster noget. Men heldigvis har jeg en fantastisk hustru, som bakker mig utroligt meget op både under valgkampen og i mit daglige virke.
Herefter satte vi kursen mod Aarhus til en debat om E45 og østjysk infrastruktur på COWI. Ironisk nok, sad jeg, på vejen til COWI, fast i køen på E45, hvorfor jeg kom lidt for sent til debatten. Men det var jo et rigtigt godt udgangspunkt for at tale om, at E45 skal udvides med flere spor. For det går simpelthen ikke længere, at der både er forøget mulighed for uheld, og at folk kommer for sent på arbejde. Det er ganske enkelt ikke holdbart.
Da debatten var overstået, delte vi valgaviser ud i Hornbæk, inden jeg sammen med Maja Panduro besøgte Graceland Randers. Her medvirkede vi i en quiz om Randers, som blandt andet indeholdte spørgsmål om Randers Regnskov, Graceland og Randers’ historie. Jeg ville selvfølgelig gerne kunne have fortalt, at jeg vandt. Men quizzen endte desværre uafgjort. Det var en hyggelig afslutning, som ikke handlede om politik, men mere om, hvor vigtigt det er, at der sidder lokale folketingspolitikere på Christiansborg, der stadig bor i deres hjemby. Det betyder rent faktisk noget i de politiske kampe på Christiansborg.