Nu lakker valgkampen for alvor mod enden. Men jeg giver selvfølgelig alt, hvad jeg har, for at sikre et blåt flertal. Derfor var jeg og en del af mine frivillige ude hos Jem & Fix i dag, for at fortælle borgerne om, at Venstre vil genindføre håndværkerfradraget, hvis vi vinder regeringsmagten. Vi mødte stor interesse både fra kunderne og fra DR, der kom for at interviewe mig og filme vores aktion.
Det fulgte vi op med et besøg i Hornbæk, hvor vi uddelte valgaviser og pjecer. Både jeg og mine frivillige kan godt mærke, at valgkampen har stået på længe, men vi oplever stadig en stor interesse for at høre om Venstres politik. Så vi fortsætter selvfølgelig helt indtil valget med at informere og svare på borgernes spørgsmål.
Herefter holdte vi en hyggelig slutspurtsfest i mit kampagnekontor i Randers, hvor mine frivillige fra VU og nogle fra den lokale kreds kom for at tanke lidt frisk energi til den sidste del af valgkampen. Venstres næstformand, Kristian Jensen, kom forbi for at holde en tale, som motiverede og spredte godt humør. Altid dejligt med besøg fra en anden Venstre-politiker. Derfor var det også dejligt, at min folketingskollega Mads Rørvig kiggede forbi. Dagen sluttede af med en debat hos TV2 Østjylland om familiesammenføringsreglerne. Hvis det står til Venstre, skal vi have strammet op, og samtidig skal vi gøre reglerne mere fleksible, så de personer, der kan og vil Danmark, har nemmere ved at få familiesammenføring.