Sund fornuft at lade private udføre offentlig service

Hvorfor betale for meget, hvis man kan få det samme produkt og kvalitet til en lavere pris? Mere offentlig service for de samme skattekroner er af afgørende betydning for, at vi også om 10, 20 og 30 år har råd til uddannelse, hospitaler og omsorg for de svageste i vores samfund.

Derfor skal den offentlige sektor være bedre til at spørge til prisen. I dag sendes kun en fjerdedel af de offentlige serviceydelser i udbud. Det betyder med andre ord, at staten, regionerne og kommunerne hvert år køber ind for svimlende 290 milliarder kroner uden at ane, om opgaverne kunne være løst billigere.

Regeringens egen produktivitetskommission har netop sagt, det vi andre har vidst længe. Vores samfund har meget at vinde, hvis de offentlige myndigheder fremover spørger andre om, de kan løse en offentlig opgave billigere eller bedre.

Det siger sig selv: hvis man ikke spørger til prisen, vil man blive med ved at betale den samme (over)pris som hidtil. For borgerne er det ikke afgørende om en opgave udføres af kommunen eller af en privat virksomhed. Det væsentlige er, at opgaven bliver løst tilfredsstillende og til den bedste pris.

I regeringens parlamentariske grundlag er udlicitering på niveau med at sælge sin sjæl til det onde selv og venstrefløjen har i årevis manet skræmmebilleder frem om, hvor galt det vil gå, hvis private virksomheder overtager opgaver fra det offentlige. Intet kunne være mere forkert og de selvsamme mennesker kunne aldrig drømme om at insistere på ikke at skele til prisen, når de handler ind til eget forbrug.

Forhåbentligt vil den seneste rapport sætte skub i udviklingen, så vi kan sikre, at vores skattekroner anvendes så økonomisk som muligt, frem for at betale overpris fordi ingen vil undersøge, om andre kan løse opgaven billigere.