Socialdemokratiet spiller russisk roulette med familieejede virksomheder

I Danmark vil vi åbenbart ikke længere belønne det at skabe vækst og arbejdspladser i landet. De ejerledede og familieejede virksomheder bliver nu under den røde regering straffet for at foretage et generationsskifte. Den socialdemokratiske regerings forslag vil lede til en tredobling af afgiften på generationsskifte i familieejede virksomheder. 300.000 arbejdspladser er på spil, da de vil blive påvirket af den enorme forhøjelse af afgiften. Regeringen vil altså straffe helt almindelige lønmodtagere, som er beskæftiget i de ramte virksomheder. Det er ikke kun virksomhederne selv, der råber vagt i gevær og undrer sig over Socialdemokratiets hovedløse beslutning. Fagbevægelsen 3F, Dansk Metal og DI kæmper ligeledes med næb og kløer overfor Socialdemokratiets brandbeskatning, der vil koste dansk vækst, danske arbejdspladser og især ramme de små og mellemstore virksomheder, som befinder sig i landdistrikterne.

I Region Midtjylland er der en andel på 36%, som er ansat i en ejerledet eller familieejet virksomhed. Det omfatter eksempelvis store virksomheder som Grundfos i Bjerringbro, der producerer pumper, AVK i Galten, der producerer ventiler til blandt andet vand, gas og brandbekæmpelse eller Bestseller i Brande der designer og sælger tøj til danskere og resten af verden. Alle tre store danske virksomheder, som skaber vækst og arbejdspladser i Danmark. Brandbeskatningen rammer dog også især de små og mellemstore virksomheder, som omfatter håndværkervirksomheden eller den store landbrugsbedrift. Der er tale om at 12.000-14.000 landbrugsbedrifter, som svarer til halvdelen af alle bedrifter i Danmark, har brug for et ejerskifte inden for de næste 10 år. Det danske landbrug står derfor til at blive ramt særligt hårdt af Socialdemokratiets vanvittige skattestigninger, især hvis landbruget går videre til næste generation i familien. Det er simpelthen ikke acceptabelt, at store som små virksomheder skal straffes for deres innovation, iværksætteri og økonomisk fremdrift blot fordi der er tale om en familieejet virksomhed.

Mette Frederiksen fører altså en politik, som vil gøre Danmark fattigere ved at beskatte virksomhederne hårdere. Hun bidrager derudover til, at der skabes et større skel i mellem land og by, da det er yderkommunerne, der vil blive ramt hårdest. Fagbevægelsen er dybt bekymret for brandbeskatningen og den følgende indvirkning på yderkommunerne, da tre ud af fire private arbejdspladser uden for de store byer er placeret i virksomheder, som enten er familieejede eller ejerledede. Sammenlignet med byerne er det to ud af fem af arbejdspladserne, der er placeret i familieejede eller ejerledede virksomheder. Den røde brandbeskatning vil altså bidrage til at skævvride Danmark, og gøre vilkårene for de i forvejen pressede områder, i forhold til nye indbyggere og fastholdelse af arbejdspladser, dårligere.

Socialdemokratiet spiller russisk roulette med den danske vækst, og bidrager bestemt ikke til, at et ejerskifte bliver indenfor familien, så virksomheden stadig vil være på danske hænder. Hvis regeringen fortsætter sin nuværende politik vil det koste Danmark dyrt, og vi risikerer at miste vækst, velstand og arbejdspladser.

 

Tilmeld nyhedsbrev