Udflytning af DIIS: Socialdemokraterne svigter Aarhus

Socialdemokraterne har i dag meddelt, at partiet siger nej til at flytte DIIS fra København til Aarhus. Det er en trist dag for Aarhus, der på den måde går glip af en kæmpe mulighed for at styrke forskningsmiljøet i byen. Udflytningen ville have betydet, at forskningsinstitutionens 88 arbejdspladser ville være rykket fra hovedstaden og til Aarhus.

”Det er virkeligt ærgerligt, at Socialdemokraterne på Christiansborg ikke lytter til deres socialdemokratiske borgmester i Aarhus, der ved flere lejligheder har ytret sig positivt om planerne for flytningen af DIIS. Det er en kæmpe mulighed Aarhus og Østjylland her går glip af. Hvis vi ønsker et Danmark i bedre balance, så kræver det, at forskningen ikke kun er koncentreret i København, men spredes ud til landets øvrige universitetsbyer. Den dagsorden troede jeg ærligt talt at socialdemokraterne var med på.”  – udtaler Michael Aastrup Jensen, MF (V)

Det lokale folketingsmedlem er ikke enig i kritikken af at en udflytning af DIIS ville have vanskeliggjort forskning på et højt niveau, tværtimod.

”Det er ikke en naturlov, at al forskning skal ligge i København. Der er masser af eksempler på, at der i andre lande bedrives forskning på allerhøjeste niveau udenfor hovedstaden, tag for eksempel Oxford og Cambridge. Desværre så betyder den manglende udflytning af DIIS, at unge lokale forskningstalenter fortsat er tvunget til at flytte til København i stedet for at blive i Østjylland og bedrive forskning her” – udtaler Michael Aastrup Jensen, MF (V)

På trods af det socialdemokratiske nej til at udflytte DIIS, så vil Venstres lokale folketingsmedlem fortsat kæmpe for udflytningen af statslige arbejdspladser til Østjylland.

”Det er sørgeligt, at vi ikke har hørt et eneste reelt argument imod placeringen af DIIS i Aarhus fra Socialdemokraterne. En stor arbejdsplads som DIIS ville have været et løft til hele Østjylland, da de mange medarbejdere ville bosætte sig i hele vores region. Udflytningen af DIIS lå lige til højrebenet, men der er intet andet for, end at arbejde på at finde flertal for at udflytte andre offentlige institutioner, når nu Socialdemokraterne ikke vil være med på at flytte DIIS.”

For yderligere kommentarer

Michael Aastrup Jensen, udenrigsordfører MF (V)

Tlf. 61624225