Regeringen har netop præsenteret ti udvalgte projekter, der får en forsøgstilladelse til at bygge og udvikle langs de danske kyster. Projekterne understøtter Venstres ambition om, at vi skal skabe vækst, udvikling og arbejdspladser i hele landet. Et af de udvalgte projekter er Fjellerup Strand, hvor der er givet tilladelse til, at der kan bygges på fire forskellige områder. Ideen er, at nybyggerierne skal bruges til aktiviteter inden for temaerne leg, læring og sport. Projektets endelige udformning vil naturligvis komme til at tage hensyn til områdets natur og miljø.
Projektet vil gøre Fjellerup Strand til en endnu mere attraktiv destination for udenlandske og danske turister. Der er nemlig hårdt brug for, at vi bliver bedre til at tiltrække udenlandske turister, og desværre er det ikke længere nok at kunne tilbyde tyske turister gåture ved stranden i regnvejr. Prisniveauet er højt i Danmark og derfor skal vi kunne byde på attraktioner af høj kvalitet for at kunne lokke både danske og udenlandske turister til. Med regeringens mere fleksible tilgang til byggeri i de kystnære områder, så kan vi fremover blive bedre til at udnytte vores naturområder til glæde for de turister som efterspørger en aktiv ferie. For Venstre er det helt afgørende at passe på vores natur, men det gøres altså ikke ved firkantede forbud, men i stedet ved at passe ekstra godt på naturen de steder, hvor det giver mening og hvor der er ekstra behov for det. Ved at tillade ti nye byggerier i kystnære områder har regeringen vist, at en aktiv naturbeskyttelsespolitik og erhvervsudvikling sagtens kan gå hånd i hånd. Samtidig viser initiativet, at der efter mange års tilløb endelig sker noget i forhold til at skabe udvikling og muligheder for flere arbejdspladser uden for de store byer. Det er en mærkesag for Venstre, og derfor gør vi nu noget ved det.