Regeringen laver et klart løftebrud og sætter danskernes sikkerhed på spil

En kvinde med dobbelt statsborgerskab kan nu komme til Danmark. En beslutning der er stik mod aftalen som et bredt flertal af folketingets partier indgik i 2019.

”Det er mennesker, der har vendt Danmark ryggen og med vold kæmpet mod vores demokrati og frihed. De udgør en trussel mod vores alles sikkerhed. De er uønskede i Danmark”. Disse ord er ikke mine, men statsminister Mette Frederiksens.

På pressemødet tilbage i 2019 sagde hun at ”Regeringen vil derfor gøre alt, hvad der er muligt, for at forhindre dem i at komme tilbage til Danmark”. Derfor har jeg ingen problemer med at kalde regeringens beslutningen om at hente en IS-brud med fem børn til Danmark for løftebrud. Regeringen svigter ikke bare aftalen men danskernes sikkerhed. Med statsministerens egne ord, så udgør kvinderne en trussel mod vores alles sikkerhed. Vi indgik netop aftale for ikke at hente kvinder med dobbelt statsborgerskab til Danmark, hvis vi administrativt kunne tage det fra dem. Kvinden regeringen nu vil hente til Danmark har udover sit danske også et bosnisk statsborgerskab.

Dermed er sagen lige til. Vi skal naturligvis fratage det administrativt. Sagen har angiveligt ligget på ministerens bord siden maj måned, hvor udlændinge- og integrationsminister Mathias Tesfaye blev bekendt med situationen. Regeringen ønsker at kvinden skal til Danmark, hvorefter domstolene må afgøre om hun skal miste sit statsborgerskab. Men problemet er netop, at mens vi afventer denne proces, kan man fra bosnisk side hurtigt fratage hendes bosniske statsborgerskab. Dermed har regeringen ved ikke at fratage det danske statsborgerskab, sådan som det var aftalen i det brede forlig i Folketinget, aktivt valg at hun skal ende i Danmark. Det er dybt problematisk, og et kæmpe svigt af danskernes sikkerhed. Mette Frederiksen må som statsminister forklare beslutningen, da et løftebrud som dette ikke fås mere klart. Jeg ser frem til at få svar fra regeringen og håber ikke det er for sent at rette op på en klokkeklar fejl.

Recent responses