Randers og Syddjurs egnsteatre bliver markant styrket

Af Michael Aastrup Jensen, MF (V)

Det er et kæmpe klap på skulderen til Randers Egnsteater at teateret styrkes med 3 mio. kroner årligt. Det sker i forbindelse med en ny politisk aftale, der netop er blevet indgået. Jeg har kæmpet for, at kulturen skal bredes mere ud i landet, således at det ikke bare er Det Kongelige Teater, der løber med alle støttekronerne.

For hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg, at der er mere nytænkning og kreativitet i mange af teatrene udenfor hovedstaden, end det meget konservative og lidt gumpetunge kongelige teater. I hvert fald er Randers Egnsteater god til at få fyldt sæderne op til forestillingerne, og det er efter min mening den bedste indikator på, at det går rigtig godt.

Med den nye ekstrabevilling kan vores lokale teater blive endnu bedre. Jeg har gennem flere år lagt en massiv indsats i at gøre opmærksom på Randers Egnsteaters kvaliteter og presset på for bedre bevillinger. Det er glædeligt, at det nu lykkedes, og det viser, at der er et behov for lokale medlemmer af folketinget, hvis der skal skabes resultater til gavn for Kronjylland.

Jeg arbejder for et Danmark i bedre balance. Det gælder i forhold til udflytning af statslige arbejdspladser, men også i forhold til kulturtilbud. I årevis har det danske kulturliv været præget af et voldsomt hovedstadssnobberi. Indstillingen blandt den københavnske kulturelite har været, at alt teater udenfor København er dilettantforestillinger. Det er heldigvis ved at ændre sig, bl.a. fordi vi har prioriteret kulturlivet udenfor København. Det har i den grad været den helt rigtige beslutning, for det skal naturligvis være sådan, at alle, uanset bopæl, har mulighed for at komme i f.eks. teateret, uden at det er ensbetydende med en dagsrejse.

Udover den ekstra støtte til Randers Egnsteater, så er der også ekstra midler til et andet lokalt teater, nemlig Syddjurs Egnsteater. Det er rigtig positive nyheder at Syddjurs Egnsteater får del i den særlige udviklingspulje. Det betyder nemlig, at teateret får mulighed for at søsætte nye initiativer de næste fire år, som kan være med til at løfte teateret til et helt nyt niveau.

Det behøver ikke udelukkende at være en storby-ting at gå i teateret. En god teater-oplevelse kan ligeså godt foregå i Randers og Rønde som i hovedstaden.

Tilmeld nyhedsbrev