Pressemeddelelse: Venstre vil have ministeren på banen i sag om nedlukning af hjorteavl i Danmark

En ny bekendtgørelse omkring registrering og identifikation af hjorte kan betyde nedlukning af hjorteavlen i Danmark. Sådan lyder det fra Venstre, der vil have ministeren på banen for at opklare om Danmark overimplementere en EU forordning, der kan betyde at hjorteavl i Danmark kan være fortid fra 1 januar 2021.

Venstre kræver handling fra ministeren

Mange hjorteavlere er fortvivlede og i vildrede, da en ny bekendtgørelse siger at hjorte i indhegninger under 50 ha skal dobbeltmærkes. Tidligere kunne avlerne undgå dette, da hjortene gik i indhegning hvorfor kontrollen med dyrene kunne ske ved salg. Dette ændres nu, og det har fået Venstre op af stolen. Landbrugsordfører Erling Bonnesen og Udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen, vil have ministeren til at svare på om Danmark overimplementere EU reglerne.

Det er desværre ikke første eller sidste gang vi ser danske myndigheder overfortolke EU regler på landbrugsområdet. Desværre betyder den nye bekendtgørelse at hjorteavlen i Danmark i praksis bliver umulig. Det vil vi have ministeren til at se på, for det er fuldstændig urimelig krav man stiller til avlerne, og særligt når de samme regler ikke gælder ude i Europa. ” –  udtaler Michael Aastrup Jensen og Erling Bonnesen.

 

Ifølge den nye bekendtgørelse skal hjortekalvene øremærkes, hvilket er svært da hjorten ikke er et tamdyr. Det betyder at hjorte i modsætning til mange andre dyr ikke søger mennesker, hvilket gør det svært at indfange dem til mærkningen. Hvis hjortene ikke indfanges skal de skydes med bedøvelsespile, hvilket gør at kødet efterfølgende ikke kan sælges til spisning. Det får Venstre til at kalde det en de facto nedlæggelse af hjorteavlen i Danmark.

 

Når vi ser på konsekvenserne af den nye bekendtgørelse er det svært ikke at se det som en de facto nedlukning af hjorteavlen i Danmark. Derfor skal vi have undersøgt om ikke bekendtgørelsen kan rulles tilbage, så reglerne ændres og avlerne kan fortsætte som hidtil. Derfor har vi stillet en stribe af spørgsmål til ministeren som vi afventer svar på. ”– udtaler Michael Aastrup Jensen og Erling Bonnesen.