Pressemeddelelse: Stor tilfredshed omkring nyt samarbejde mellem DAKA og Teknologisk Institut

Pressemeddelelse: Stor tilfredshed omkring nyt samarbejde mellem DAKA og Teknologisk Institut

DAKA har i samarbejde med Teknologisk Institut indledt et nyt projekt, der skal bidrage til at formindske lugtgenerne fra deres anlæg mellem Romalt og Assentoft. Det lokale folketingsmedlem fra Venstre, Michael Aastrup Jensen, opfordrede i foråret DAKA til at undersøge mulighederne for at anvende en elektronisk næse til at spore og bestemme lugt. Elektroniske næser er ikke noget nyt, og DAKA har tidligere medvirket i forsøg, men indtil videre uden at finde en effektiv løsning. Nu gør DAKA endnu et forsøg og har derfor indledt et forskningsprojekt med Teknologisk Institut for at se på mulighederne. Dermed sætter DAKA yderligere skub på deres arbejde med at formindske lugtgenerne for borgerne i Assentoft og Romalt.

Michael Aastrup Jensen hilser DAKAs nye samarbejde med Teknologisk Institut varmt velkommen, og siger:

”Alle tiltag der kan minimere lugtgenerne fra DAKA er gode tiltag. Derfor hilser jeg naturligvis det nye samarbejde varmt velkommen. Der findes nye teknologier der kan formindske lugtgenerne, og dem skal vi naturligvis afprøve, og netop derfor har jeg tidligere talt kraftigt for at afprøve en ”elektroniske næse”. Derfor er det med stor glæde, at DAKA i samarbejde med Teknologisk Institut nu gør endnu et forsøg.”

I juni måned annoncerede DAKA, at der i påsken 2021 vil blive installeret et nyt og bedre luftforbrændingsanlæg til 15 mio. kr., og de ovenstående tiltag indgår sammen med dette initiativ i rækken af tiltag til forbedringer på fabrikken.

Michael Aastrup ser med stor tilfredshed på den seneste udvikling omkring lugtgenerne fra DAKA, og glæder sig til det nye anlæg og de nye initiativer er implementeret.

”Jeg tror jeg taler på mange i Assentofts vegne, når jeg siger, jeg glæder mig til det nye anlæg kommer på plads. De nye tiltag og den nye investering DAKA har foretaget er rigtig godt nyt for hele området, da rigtig mange har været plaget af lugtgener igennem længere tid” udtaler Michael Aastrup Jensen.

 

Tilmeld nyhedsbrev