I dag er det 70 år siden, at Danmark brød med samarbejdspolitikken. 29. august 1943 betød, at Danmark senere kunne opfattes som en allieret nation, og er en medvirkende årsag til, at vi i 1945 var med til at stifte FN og senere blev medlem af NATO.
I dag er det 70 år siden, at Danmark brød med samarbejdspolitikken.
29. august 1943 betød, at Danmark senere kunne opfattes som en allieret nation, og er en medvirkende årsag til, at vi i 1945 var med til at stifte FN og senere blev medlem af NATO.
I hele optakten til bruddet med samarbejdspolitikken spillede Østjylland og Aarhus en vigtig rolle. Modstanden mod den tyske besættelsesmagt begyndte nemlig her og spredte sig til resten af landet, sådan at den danske regering til sidst ikke havde andet valg end at sige fra overfor tyskerne.
Det var ikke datidens tilpasningsparate politikere, der skabte bruddet. Det var det folkelige pres, og det var et pres, der i første omgang kom fra modstandsgrupperne i Jylland og på Fyn: Hvidstengruppen, Samsing-gruppen og den følgende 'Augustopstand' i 1943.
På trods af samarbejdspolitikkens føjelighed overfor besættelsesmagten var Aarhus så langt fra 'Flødeskumsfronten'. Alene i Aarhus omkom 213 personer som følge af krigen. Et faktum jeg ikke selv var klar over. før jeg besøgte Besættelsesmuseet i Aarhus. Derfor vil jeg opfordre alle, der ikke har besøgt museet, til at kigge forbi og sende en tanke til de østjyder, der traf ubærlige valg og bragte store ofre for at sikre Danmarks frihed.
Modstandsbevægelsen og de folkelige kræfter tvang politikerne til at foretage et moralsk valg: At sige fra overfor tyskernes krav til de danske myndigheder. Andre lande valgte modsat Danmark at sige fra meget tidligere, også selvom eksempelvis amerikanerne kunne have valgt at lukke øjnene og lade europæerne passe sig selv. I stedet drog i hundredtusindvis af unge amerikanske mænd over Atlanten for at kæmpe for europæernes frihed. Mange af dem vendte som bekendt aldrig hjem.
De traf et svært, men rigtigt valg. Et valg der minder om dét, danske soldater har truffet i forbindelse med deltagelsen i Afghanistan. For vi kunne jo også bare have valgt at blive hjemme og lade andre klare verdens problemer. Det gør vi ikke længere, og det er læren af opgøret med samarbejdspolitikken.
Hvis man vil leve i frihed, må man også være parat til at gøre et offer, også selvom det ikke er sikkert, at vi opnår det ønskede resultat lige med det samme.