På et velbesøgt opstillingsmøde tirsdag aften i Helligåndshuset genvalgte Venstres Randers Syd-kreds Michael Aastrup Jensen som folketingskandidat.
”Jeg er rigtig glad for den kæmpe tillid kredsens aktive medlemmer endnu engang har vist mig. Der er fortsat meget at kæmpe for, og det gøres bedst fra en plads i Folketinget,” siger Michael Aastrup Jensen, MF (V)
Michael Aastrup Jensen er som den eneste af Venstres folketingsmedlemmer bosat i Østjylland, derfor har han særligt fokus på de lokale sager.
"Lige siden jeg skiftede borgmesterposten i Randers ud med en plads i Folketinget har jeg set mig selv som områdets repræsentant på Borgen, hvor jeg løbende sørger for, at Kronjylland og Østjylland ikke bliver glemt. Desværre har alt for mange politikere og embedsmænd fokus på centraliseringer i og omkring København. Det er nødvendigt, at vi også understøtter væksten udenfor hovedstadsområdet, så vi får en bedre balance i Danmark," understreger Michael Aastrup Jensen.
Sidste valg var et rigtig dårligt valg for Venstre i Østjylland, hvor man mistede tre mandater, så der i dag kun er fire valgt i hele Østjylland. Derfor vil den genvalgte kredsformand og bestyrelse nu følge op med en strategi, hvor man frem til næste folketingsvalg vil fokusere på nødvendigheden af at stemme personligt, så man fortsat har et lokalt Folketingsmedlem fra vores område.