Iværksætteri skal på skoleskemaet

Michael Aastrup Jensen, MF, (V). Valgt og bosat i Østjylland

Vi skal have langt flere iværksættere i Danmark. Derfor har Venstre lanceret en plan for hvordan vi kan få langt flere til at starte egen virksomhed. Vi kan se, at vi har et meget lavt antal iværksættere i Danmark i forhold til mange af de lande, vi sammenligner os med, og det skal vi forbedre!

Forholdene for iværksættere er ellers rigtig gode: Vi har en sund og stærk økonomi, så der er råd til at investere i nye projekter. Samtidig er de formelle krav i forbindelse opstart af virksomhed meget enkle i Danmark, man kan faktisk registrere en ny virksomhed online i løbet af få minutter. I mange andre EU-lande så kræver det bunker af papirer og stempler før at registreringen er i hus.  Sidst, men ikke mindst, har vi lavet en række gode tiltag, der gør det lettere at være iværksætter, f.eks. vores bredbåndspuljer, som gør det lettere at drive virksomhed, ligegyldigt hvor man bor.

Forholdene er derfor gunstige, men der bliver ikke rykket på det i tilstrækkelig grad. Det tager vi nu konsekvensen af, og sætter endnu mere fokus på iværksætteri ved at sætte faget på skoleskemaet. Eleverne skal nu løbende igennem deres ungdomsuddannelser have undervisning med fokus på projektstyring, regnskab og værdiskabelse. Det vil give dem en forståelse for, hvordan man sikrer, at man bevæger projektet i den rigtige retning, om økonomien hænger sammen i det, man vil lave, og om ens ide skaber en værdi for de kunder, man ønsker at hjælpe.

Alt dette skal bidrage til at give en forståelse for, hvad det vil sige at iværksætte, og give flere unge lysten til at være deres egen chef. Vi har så gode forhold for at være iværksætter, og flere skal være klar over muligheden for at bruge de muligheder.

Iværksættere er vigtige for vores samfund. De finder på smarte, nye produkter, som kommer mange til gavn. De skaber arbejdspladser, når de lykkes med deres ideer. De bruger den faglighed, som de har fået igennem uddannelsessystemet og deres erhvervserfaring til at skabe produkter og ydelser af høj kvalitet, vi som samfund kan få glæde af, og som kan eksporteres til mange lande.

Det håber jeg, at vi vil få endnu mere af i fremtiden.