Gl.Estrup er reddet – men kun for de næste fire år.

Så landede regeringens længe ventede finanslov. På det der på mange måder har været en ønskeseddel fra de røde partier til regeringen, har der også sneget sig et enkelt lokalt ønske ind. Gl.Estrup har fået forlænget sit midlertidige driftstilskud. Dermed kan museet ånde lettet op, og de gode folk kan med fordel åbne en god flaske vin. Selv har jeg kæmpet for at museet fik forlænget tilskuddet.

Efter direktør Britta Andersens eget udsagn, så tredobler museet hver en offentlig tilskudskrone. Driftstilskuddet giver nemlig mulighed for at man kan have medarbejdere til at søge fondsmidler. Midler der kan bruges på renovering, forskning og skoletjeneste. Derfor giver det ikke meget mening når regeringen i deres finanslovsudspil ikke har medtaget Gl.Estrup, mens eks. Arbejdermuseet stod til at få forlænget deres tilskud.

 

I Venstre har jeg derfor lige siden offentliggørelsen af regeringens finanslovsudspil, forsøgt med alle midler og kræfter, at få Gl.Estrup med i dette års finanslov. Andre gode kræfter har også hjulpet til. Derfor kunne man i Venstres finanslovsforslag også se, at driftstilskuddet til Gl.Estrup blev forlænget og gjort permanent. Derudover har jeg, efter det blev kendt at regeringen ikke prioriterede Gl.Estrup, haft en del kaffemøder med forskellige ordfører fra de andre partier. For når jeg oplever uretfærdighed så kæmper jeg imod. Derfor er jeg også glad for at regeringen har lyttet og medtaget Gl.Estrup i den endelige finanslovsaftale. Det viser at når de lokale MFere kæmper imod og forener vores kræfter, så kan vi rykke dagsordenen. På mange måder viser det også, at hvis ikke vi kæmper for vores lokalområde, så er der ingen der gør. Derfor er det vigtigt, at vi har nogle lokale folketingsmedlemmer der kender og kæmper for deres lokalområde. Tilbage er bare at sige stort tillykke til Gl.Estrup, direktøren, medarbejderne og de mange frivillige. I gør et flot stykke arbejde.

 


Viser 1 kommentar

Tilmeld nyhedsbrev