Fredens Moske er langt fra så moderat som dens ledere har givet udtryk for i medierne og overfor politikerne. Tværtimod så opfordrer moskeens ledende imam direkte muslimer til at leve i parallelsamfund, lade være med at integrere sig og at kvinder har pligt til at finde sig i en voldelige ægtemand. Det er trist, at moskeen blot har fyldt omverdenen med snak, alt i mens hverdagen har været, at moskeen har prædiket yderligtgående islam. Når man fylder omverdenen med løgn og latin så skal det naturligvis have konsekvenser.

Vi vil ikke finde os i, at en række moskeer modvirker integrationen ved f.eks. at forhindre, at kvinder kan bryde fri af middelalderlig levevis og familiemønstre. Det er fuldstændig absurd, at de yderligtgående moskeer i TV2-dokumentaren ikke engang vil tage afstand fra flerkoneri.

Vi vil heller ikke finde os i, at det er sharialoven, og ikke dansk lovgivning som er gældende i Gellerupparken. Fænomenet er ikke ukendt, men ind til nu havde vi troet os fri for det her i Danmark. Shariaråd er udbredt i England og i forstæderne til Paris, hvor integrationen er slået helt fejl. Desværre har det nu også vist sig at være en del af virkeligheden i Aarhus.

Ekstremismens arnested er gruppen af imamer, hvoraf de mest ekstremistiske kommer fra udlandet. Det er personer, der er rejsende i had og mørke, og de skal ikke lukkes ind i Danmark. Venstre vil derfor stramme reglerne for udstedelse af visum og indrejse for udenlandske imamer. Den slags personer skal langt lettere kunne identificeres og afvises allerede inden de er rejst ind i Danmark.

Samtidig så skal der ikke gå så meget som én eneste statslig eller kommunal krone til de yderligtgående moskeer. Hvis man ikke vil Danmark, så skal man selvsagt heller ikke have snablen nede i de offentlige kasser.

For Venstre er religionsfriheden helt afgørende, men opfordringer til parallelsamfund og legitimering af vold indenfor ægteskabet har absolut intet med religionsfrihed at gøre. Tværtimod foragter Fredens Moske og dens ligesindede i Aarhus de grundlæggende rettigheder det danske samfund er bygget på. Hvis man ikke respekterer demokratiets institutioner, så har man meget lidt at gøre i Danmark. Vi har et åbent samfund, hvor vi tror på det hinanden siger, men når det hele viser sig at være tvetunget tale, så skal konsekvensen være markant. Tilliden er brudt, og enhver tale om dialog er intet andet end vildledning af offentligheden.