Niveauet af de sociale ydelser har en betydning for antallet af flygtninge og indvandrere, der søger asyl i Danmark. Det er helt klart og tydeligt, og noget som Venstre hele tiden har sagt. Nu har vi så også anerkendte Princeton-forskeres ord for det, der udtaler, at niveauet af offentlige ydelser har en effekt på, hvor migranter vælger at bosætte sig. Når Socialdemokratiet gør det mere attraktivt at komme til Danmark ved at hæve de sociale ydelser, så gør de det dermed mindre attraktivt at arbejde. Færre flygtninge og indvandrere kommer i arbejde, og færre bidrager derfor til fællesskabet.
Beskæftigelsen blandt ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i ordinær beskæftigelse steg med 45.000 fra sommeren 2015, hvor vi overtog regeringsansvaret og frem. Hvis Socialdemokratiet valgte ikke at hæve de ydelser, som vi indførte under vores regeringstid, så ville de sikre en lav asyltilstrømning og samtidig sikre, at nuværende flygtninge og indvandrere i Danmark i højere grad vil komme i arbejde.
Et nyt studie fra Princeton Universitet konkluderer, at starthjælpen og integrationsydelsen, som er et resultat af regeringer med Venstre ved roret, har betydet, at færre flygtninge og indvandrere er kommet til Danmark. Alt i alt har der været cirka 5000 personer i mindsket nettoindvandring til Danmark i de år, hvor effekten har nået sit maksimum. Samme forskere konkluderer, at en afskaffelse eller ændring af integrationsydelsen til et højere niveau vil øge nettoindvandringen til Danmark. Det er derfor helt essentielt, at hvis vi vil sikre, at der fortsat er et lavt antal asylansøgere, der vælger at søge til Danmark, så skal vi fastholde de lave ydelser, som vi i Venstre har stået i spidsen for at indføre.
Som følge af den røde regerings ny indførte politik vil 330 familier i Randers modtage en højere ydelse, hvoraf 47 procent af disse har ikke-vestlig baggrund. I Norddjurs er der tale om 90 familier, hvor 62 procent har ikke-vestlig baggrund og i Syddjurs er det 59 procent af de 80 familier. Vi taler derfor om forholdsvist store procentandele af familier med ikke-vestlig baggrund, enten cirka halvdelen eller mere end halvdelen, som modtager højere sociale ydelser. På trods af Socialdemokratiets valgløfter om ikke at lempe udlændingepolitikken, så vil de nu hæve ydelserne svarende til knap 300 mio. kr. årligt. Det er penge, som vi i stedet kunne have brugt på eksempelvis mere velfærd.