1. MICHAEL HAR INVESTERET I KUNST TIL KONTORET
Da Michael var kulturordfører for Venstre besøgte han Gaia, som er et kunstmuseum for udviklingshæmmede i Randers. Han ønskede, at sit nye kontor på Christiansborg skulle udsmykkes med noget kunst på væggene, og det skulle også gerne være lokalt kunst. Derfor bad han Gaia om at lave en intern konkurrence om at male Randers-motiver. Efter konkurrencen blev afholdt på skolen, købte Michael malerierne, og de er nu med til at repræsentere Randers og Østjylland i hans daglige virke som kulturordfører. Malerierne hænger i øvrigt på væggen ved siden af Michaels Randers FC-trøje.
2. MICHAEL FIK ET NØDOPKALD PÅ SIN FØRSTE ARBEJDSDAG SOM BORGMESTER
Da Michael tiltrådte som borgmester i Randers Kommune, var der en speciel rød telefon på kontoret. Det var en såkaldt "katastrofetelefon" fra krigstiden, der kun ringer, hvis der sker en katastrofe. Første dag på kontoret i det nye hverv som borgmester, ringer katastrofetelefonen, og Michael bliver naturligvis enormt forskrækket, og tør næsten ikke tage den. Han beslutter sig så alligevel for at tage den, og det viser sig, at det bare er en lokal virksomhedsejer, der havde fået forkert nummer. Virksomhedsejeren fik pænt besked om, at han ikke skulle bruge katastrofe-nummeret igen.
3. Michael er stukket fra regningen på et fashionabelt hotel
Michael var med sin V-kollega Karsten Lauritzen på besøg i Benghazi under borgerkrigen i Libyen. Da de to Venstre-politikere skal rejse ud af krigszonen og tjekke ud af hotellet, begynder hotellets personale at presse flere tusinde dollars ud af Michael og Karsten Lauritzen. De måtte derfor få en eskorte af oprørssoldater til at eskortere dem ud af hotellet, så de kunne komme ud af krigszonen.
4. Michael har engang slået en kollega i Jeopardy
Michael deltog for år siden i en særudgave af quizprogrammet Jeopardy, der blev vist på TV2. Michael skulle konkurrere mod blandt andre daværende Justitsminister Nick Hækkerup fra Socialdemokraterne. Efter en intens dyst på paratviden udi alverdens kategorier, fik Michael en flot andenplads - vel og mærke foran Nick Hækkerup.
5. Michael har arbejdet på et pizzeria
Under forrige folketingsvalgkamp bagte Michael pizzaer sammen med Socialdemokraternes daværende politiske ordfører Maja Panduro. Randhusianerne kunne derfor i løbet af folketingsvalgkampen købe en "Michael-pizza" eller en "Maja-pizza". Selvom de to lokale folketingsmedlemmer er uenige om mange ting, så er de enige om, at virksomheder i Randers og Østjylland fortjener gode vilkår. Hvem der vandt pizza-dysten, står dog lidt hen i det uvisse.
6. Michael har flirtet med Mimi Jakobsen
Det var tilbage i 1990, hvor Mimi Jakobsen var formand for Centrumdemokraterne. På det tidspunkt, var Michael i tvivl om, hvorvidt han skulle melde sig ind i CDU eller VU. Men efter at have læst grundigt på tingene, og især da han læste om liberalismens “frihed under ansvar”, valgte han VU. Det har han i øvrigt ikke fortrudt siden.
7. Michaels første historie i medierne var en lortesag
Lige da Michael blev valgt til Byrådet i Randers, var han meget fortørnet over, at det offentlige brugte penge på at indkøbe lort på dåse på Randers Kunstmuseum. Det fandt vej til medierne og blev derfor Michaels første store mediehistorie.
8. Michael har stået skoleret for Lektor Blomme
Frits Helmuth, som spillede Lektor Blomme i filmen "Det forsømte forår", ringede en gang til Michael mens han var borgmester i Randers. Frits Helmuth havde købt en lejlighed på ud over torvet i Randers, og han var lidt fortørnet over, at klokkerne på Rådhustorvet ikke virkede, for så kunne han ikke vide, hvad klokken var. Han løste problemet og blev siden fortrolig med Frits Helmuth, hvorfor Michael, inden Frits døde, fik arrangeret en Randers-premiere på den sidste film, han medvirkede i; Villa Paranoia.
9. Michael har en pengesum på over 100 mia. liggende på sit kontor
På en studietur til Afrika for Folketingets Udenrigspolitiske Udvalg besøgte Michael sammen med resten af delegationen det stærkt forarmede land Zimbabwe. Landet styres med hård hånd af diktatoren, præsident Robert Mugabe, der har kørt økonomien i sænk. Manglen på stort set alt har medført astronomiske prisstigninger, hvilket har fået regeringen til at trykke nye sedler med en højere pålydende værdi. Det har sat gang i en ond spiral, og efterhånden var der ikke længere plads til de mange nuller på pengesedlerne. Foruden en række skræmmende oplevelser fra det fattige land fik Michael en håndfuld af de spektakulære pengesedler med sig hjem. På papiret lader de til at være en formue værd, men reelt er de værdiløse.
10. Michael har viet sine forældre
Det sidste år i Michaels borgmestertid ville Michaels forældre gerne "genvies", og når man er borgmester, er man giftefoged, så derfor fik Michael muligheden for at vie sine forældre.