Vi skal styrke lufthavnen, før det er for sent

Der har i den seneste tid været stor debat om lufthavnen i Tirstrup. Senest har Paul-Werner Johnsen den 18. februar i Randers Amtsavis påstået, at jeg hellere vil forlænge startbanen i Randers Lufthavn end at bevare lufthavnen i Tirstrup.

Johnsens påstand har ingen hold i virkeligheden. Det vil koste et milliardbeløb at flytte lufthavnen og er på ingen måde en løsning jeg støtter op om. 

På den anden side mener jeg, at vi skal styrke Tirstrup lufthavn inden det er for sent, for der er indtil videre intet alternativ. I alt for lang tid er lufthavnen blevet underprioriteret og vi ser derfor få afgange til København med høje priser. En af grundene er, at SAS underprioriterer lufthavnen og samtidig udbyder dyre billetter. En returbillet fra Aarhus til København koster langt mere end en tilsvarende fra Aalborg til hovedstaden.

Grundet manglende konkurrence i Tirstrup står det SAS frit for selv at regulere priserne på den vigtige rute til København. Resultatet er, at passagerne må betale helt urimelige priser for billetterne. Det er slet ikke unormalt, at en returbillet koster op imod 1.700 kroner.

I Aalborg lufthavn udbyder man rejser til en lang række udenlandske destinationer og har samtidig formået at lokke store internationale flyselskaber som KLM og Turkish Airlines til. Man skulle tro at det var muligt at skabe lignende resultater i Tirstrup, når lufthavnen ligger i en af landets vigtigste vækstregioner.

Det er således utilfredsstillende, at Østjylland ikke har en lufthavn, der matcher områdets betydning og vækstpotentiale. En stærk lufthavn er nødvendig for områdets forsatte udvikling, vil skabe job og tiltrække endnu flere virksomheder til Østjylland. Det er derfor essentielt, at vi støtter op om Tirstrup lufthavn.

Infrastrukturen omkring Tirstrup lufthavn er heller ikke god nok. Hvis lufthavnen skal tiltrække flere rejsende er det meget vigtigt, at man gør det lettere for folk at komme til og fra Tirstrup. Af mulige løsninger på problemet er en forlængelse af Grenaa-banen eller at forlænge motorvejen så den når hele vejen til lufthavnen.

For at håndtere udfordringerne kræves politisk vilje og gå på mod. Jeg opfordrer derfor til et bredt politisk samarbejde på tværs af partierne til gavn for Tirstrup lufthavn, Aarhus, Randers og dermed hele Østjylland.

Tilmeld nyhedsbrev