Venstre vil sikre arbejdspladser

”Færre afgifter. Flere arbejdspladser.” Det er titlen på vores seneste finanslovsudspil. Budskabet er klart. Vi skal investere i dansk konkurrenceevne, og derved sikre vækst og nye arbejdspladser. Det gør vi ved at lette skatter og afgifter med 5. mia. kr. i 2014. 

”Færre afgifter. Flere arbejdspladser.” Det er titlen på vores seneste finanslovsudspil. Budskabet er klart. Vi skal investere i dansk konkurrenceevne, og derved sikre vækst og nye arbejdspladser. Det gør vi ved at lette skatter og afgifter med 5. mia. kr. i 2014.

Udspillet falder på et tørt sted. De seneste to år har regeringen og Enhedslisten ikke lavet én eneste aftale, som har styrket dansk konkurrenceevne. Omvendt er forhandlingerne mellem de to altid resulteret i, at det er blevet dyrere at være dansker. Det er den forkerte vej at gå i en tid, hvor dansk økonomi er presset, og der er brug for arbejdspladser. Derfor opfordrer vi regeringen til at se bort fra Enhedslisten, og i stedet se mod de vækstparate partier. Her står vi klar med en aftale, der øger væksten og sikrer danske arbejdspladser.

Vi har tre hovedpunkter i finanslovsudspillet, som bidrager til at lette skatter og afgifter: Vi skal fremrykke skattelettelserne fra Vækstplanen, som ellers først skulle træde i kraft i 2015. Regeringspartierne og et bredt flertal i folketinget er allerede enige om, at skattelettelser vil være gunstige for Danmark. Hvorfor så vente med at indfase dem til 2015? Vi skal i gang nu. Derudover foreslår vi et udgiftsstop i verdens største offentlige sektor, således at det offentlige forbrug alene vokser med pris og lønninger. Det tredje punkt er en reform af udviklingsbistanden. Her vil vi reducere bistanden, så vi, sammen med en håndfuld andre lande, fortsat lever op til FN’s målsætning. Det vil svare til, at hver dansker betaler 2.400 kr. til udviklingsbistand over skatten. Det er dobbelt så meget som en franskmand og 2½ gange så meget, som hver tysker betaler. Herved går vi fortsat foran som et godt eksempel. Og det er noget, vi kan være stolte af.

Regeringen har nedjusteret vækstforventningerne for i år til beskedne 0,2 procent. Det er nærmest nedgang. Og det understreger behovet for, at finansloven 2014 får ét altdominerende fokus – at skabe og fastholde danske arbejdspladser. Et fokusområde regeringen og Enhedslisten indtil videre har ignoreret, men ét der er nødvendigt for, at Danmark fortsat har råd til at opretholde og udvikle infrastrukturen, folkeskolen og omsorg for de svage.

 

Tilmeld nyhedsbrev