Valgkampens 9. dag

Valgkampen har stået på i ni dage, og denne dag startede med at se noget af virkelighedens "valgflæsk" på Danish Crown i Horsens. Her var jeg på besøg sammen med min kollega, Maja Panduro, fra Socialdemokraterne. Vi mødtes med direktøren og slagteriets ansatte for at diskutere, hvordan vi fastholder danske arbejdspladser i en branche, der har det svært.

For Venstre og mig er det rigtig vigtigt, at vi ikke regulerer de danske landmænd hårdere, end hvad de gør i andre europæiske lande. Regeringen har desværre valgt at trække særlige EU-regler ned over hovedet på danske landmænd, og det koster arbejdspladser både i landbruget og på slagterierne. Vi skal af med de særlige EU-regler, så danske landmænd ikke reguleres hårdere end vores naboer. På den måde kan vi fastholde produktionsarbejdspladser i Danmark.

Besøget blev fulgt op af en uddeling i Horsens og Skanderborg, og herefter var jeg til en livlig debat i Stevnstrup, hvor jeg fik en signeret fodbold af fremtidens fodboldstjerner. Stemningen var god, og der var en masse ivrige borgere, der gerne ville stille spørgsmål om den lokale politik. Dagen blev afrundet med endnu en debat på Hadsten Højskole, inden jeg og mine VU'er gæstede Aarhus til Midnatsåbent.

 

Tilmeld nyhedsbrev