Valgkampens 14. dag

Dagen startede med uddeling af min nytrykte valgavis i Fårup, Fausing og Laurbjerg, hvor solen udgjorde et fortrinligt selskab. Herefter interviewede RANDERSiDAG mig på Restaurant Sejlklubben i Randers. Jeg skulle svare på 10 spørgsmål, som borgere havde stillet via deres Facebook side. Det var som altid en fornøjelse at tale med det lokale medie og få et indblik i, hvad der optager randrusianerne.

Herefter gik turen til Stakladen ved Aarhus Universitet, hvor jeg skulle i debat med blandt andre forsvarsminister Nicolai Wammen, Nikolaj Villumsen og Jonas Dahl. Der var særlig fokus på uddannelse- og udlandspolitik, hvilket er to emner, jeg meget gerne diskuterer. Det er altid en fornøjelse at møde en masse unge mennesker, der har lyst til at uddanne sig og for derefter at komme ud og bidrage til samfundet. Det er vigtigt, at vi som politikere gør alt, hvad vi kan, for at skabe de job, der gør, at de studerende ikke uddanner sig til arbejdsløshed.

Dagen sluttede på McDonald’s i Stilling, hvor forsvarsminister Nicolai Wammen og jeg gav kunderne mulighed for at få lidt politisk debat, imens de indtog burgerne. Det var en rigtig sjov og fri debatform, hvor de fremmødte, Nicolai og jeg fik rørt både de politiske muskler og lattermusklerne. Det er altid dejligt at mærke, at selvom vi ikke er enige rent politisk, så er der altid plads til et smil og gensidig respekt.

 

Tilmeld nyhedsbrev