Væk med fart-pengemaskinerne

Det glæder mig meget, at vi kan gennemføre, at hver femte fotovogn skal afskaffes og erstattes af stærekasser. 20 ud af i alt 100 fotovogne skal således væk fra vejene. Fokus skal være på trafiksikkerhed og menneskeliv – ikke på at skabe fælder for bilisterne og skrabe penge ind. Den tidligere røde regering købte meget stort ind af flere fotovogne, og det er nogle af de fotovogne, vi nu afskaffer. I Venstre og resten af blå blok er vi enige om, at der var tale om et fejlkøb. Det sagde vi også dengang.

Jeg er meget glad for udmeldingen om færre fotovogne. Det er noget, jeg har arbejdet for politisk. Alt for længe har politiets fotovogne virket som egentlige pengemaskiner. Det skal være slut nu. De stærekasser, som skal erstatte fotovognene hænger på faste steder på de mest farlige strækninger. Desuden fungerer de uden bemanding og filmer 24 timer i døgnet. Det er et mere fair og driftssikkert instrument til trafikovervågning end fotovogne.

Regeringens tiltag om at skrotte hver femte fotovogn sker inden for det næste år, og det er forhåbentligt kun første skridt i den rigtige retning. Allerede nu planlægges en evaluering af den nye ordning. Det bør ende ud i endnu flere nedlæggelser af fotovogne.

Tilmeld nyhedsbrev