Tilbagesendelsesaftaler

Læserbrev: Hvis man modtager udviklingsbistand skal man også modtage egne flygtninge. Det kan ganske enkelt ikke være rigtigt, at vi i Danmark skal modtage flygtninge fra de lande, som vi samtidig betaler udviklingsbistand til. Derfor bør det være sådan, at der bliver indgået tilbagesendelsesaftaler med de lande, som modtager dansk udviklingsbistand. 

Vi bør altså stille hjemsendelsesaftaler som et krav, og som en gulerod for de lande, hvorfra der kommer mange asylansøgere og migranter. Udviklingsbistanden til de lande vil blive standset, hvis ikke de samarbejder ved hjemsendelsen af asylansøgere og flygtninge. 

Derudover bør vi undersøge muligheden for at indgå aftaler med en række lande, der i dag ikke modtager dansk udviklingsbistand, for at få disse lande til at modtage afviste asylansøgere. Det gælder f.eks. Iran, hvorfra en stor del af asylansøgerne stammer fra. 

Generelt kræver tilbagesendelsesaftaler en politisk og diplomatisk indsats overfor de lande, hvor udsendelsessituationen er fastlåst eller vanskelig. Vi har i dag en stribe tilbagesendelsesaftaler, men de fungerer desværre ikke alle i praksis. Derfor skal der være et økonomisk incitament til at få dem til at fungere. Italien har eksempelvis hjemsendelsesaftaler, som en del af betingelserne for at modtage italiensk udviklingsbistand – det skal vi også have i Danmark.  

I 2015 gav vi f.eks. 32,5 million kroner til Irak i udviklingsbistand, men på trods af det har tilbagesendelsesaftalen fra 2009 reelt ikke fungeret siden 2011. Vi har med andre ord stiltiende accepteret, at Irak ikke har overholdt tilbagesendelsesaftalen ved at fortsætte udviklingsbistanden. Med Venstres forslag skal det være slut. Vi skal ikke bare fortsætte med udviklingsstøtte til et land, hvis ikke de samtidigt er parat til at tage deres egne afviste borgere.

Tilmeld nyhedsbrev