Stop de voldelige bander

Bandekriminaliteten er et kæmpe problem. Der har været alt for mange skudepisoder i bl.a.  København og Aarhus. På nuværende tidspunkt har der været mere end 26 skudepisoder siden den 12. juni. Mange af ofrene er uskyldige, og dette er fuldstændig uacceptabelt. Man skal som borger i Danmark kunne færdes frit i hele landet, uden at behøve at frygte at blive involveret i skyderier.

Bandekrigen er en meget alvorlig sag, og derfor er det trist at oppositionen bruger utrygheden til at føre plat oppositionspolitik på. Der er brug for kontante løsninger og ikke mudderkastning. Regeringen har derfor taget kampen mod bandeuvæsenet op, ved bl.a. kraftig forøgelse af optaget på politiskolen, uddannelse af helt nye politikadetter og indførsel af højere straframmen for ulovlig våbenbesiddelse. Forebyggelse af kriminalitet er nødvendigt, men som alle der har været på førstehjælpskursus ved, så er det første man skal gøre at stoppe blødningen, og derefter kan man forebygge. Et vigtigt skridt til at sikre mere politi i indsatsen mod banderne, er Venstres forslag om at erstatte de betjente der udøver grænsekontrol med soldater. Det vil frigøre betjente til bandeindsatsen, således at flest mulige betjente er beskæftiget med at sætte bandemedlemmerne bag lås og slå, og dermed kan bandeblødningen standses.

Der skal være en konsekvens af ”Loyal to Familia” og andre banders kriminelle og voldelige adfærd. Derfor vil vi i Venstre, have endnu strengere og hårdere straffe til bande- og rockerkriminelle. De kriminelle skal hurtigt og kontant fjernes fra gaderne. Vi vil gøre det muligt at forbyde straffede bandemedlemmer at vende tilbage til deres tidligere bydele. Deres terrorisering skal stoppes. De kriminelle udlændinge der kan udvises, skal naturligvis udvises. En vedvarende løsning på bandekriminalitet er ikke noget der kommer hen over natten. Bandekriminaliteten er omfattende, men den seneste bandepakke fra marts, og de nye tilføjede 12 bandeinitiativer fra Justitsministeriet, er alle langsigtede løsninger på problemet, så vi kan få trukket en streg i sandet overfor banderne.

Tilmeld nyhedsbrev