Sport og politik

Egentlig er det ikke nogen dårlig ide at afholde Vinter-OL i den russiske badeby Sochi. Her findes det bedste af to verdener, et behageligt subtropisk klima med strand og palmer og efter få kilometers kørsel op i bjergene, er der sne så langt øjet rækker. Så alt burde være i den skønneste orden ved Den Russiske Riviera, men alligevel dækkes Vinter-OL af politiske skygger. Der er problemer, som Kreml selv er skyld i, og som med rette har tiltrukket sig stor international opmærksomhed. 

Sagen er den, at Vinter-OL på mange måder har været en PR-mæssig katastrofe for Putin. Amnesti til de mest prominente politiske fanger har ikke været nok til at dæmpe kritikken af Kremls fremfærd mod politiske modstandere. Samtidig gør sociale medier som Facebook og Twitter det langt sværere at styre kommunikationen omkring OL, og derfor har billederne af dobbelttoiletter og beskidt drikkevand gået jorden rundt, inden Putin kunne nå at stave til njet.

Vi må erkende at sport og politik hører sammen, i hvert fald når det gælder store sportsbegivenheder, der ikke kan afholdes uden betydelige bidrag fra statskassen.

Den økonomiske smalhals gør, at store sportsbegivenheder ikke længere pr. automatik går til europæiske og amerikanske storbyer. I stedet ligger pengene og viljen til at poste uhyrlige summer i OL og VM i fodbold i Rusland, Kina og hos Golf-staterne. Det betyder, at vi fremover oftere og oftere kommer til at stå overfor et etisk dilemma: Skal vi holde politik og sport adskilt og lade et hvilken som helst diktatur afholde OL? Eller er store sportsbegivenheder kun forbeholdt pæne og ordentlige lande uden ondt i demokratiet?

Et er sikkert, vi kommer til at tage denne debat mange gange de kommende år. Qatar skal afholde VM i håndbold og fodbold, og de øvrige emirater lægger billet ind på alle de sportsbegivenheder, de kan komme i nærheden af. Problemstillingen er vanskelig, men under alle omstændigheder bliver vi nødt til at droppe forestillingen om, at vi kan adskille sport og politik.

I tilfældet Rusland har sammenblandingen af sport og politik været gavnlig. Der har givet et massivt fokus på homoseksuelles rettigheder, eller mangel på samme, i Rusland. Det enorme omfang af korruption i Putins Rusland er ligeledes kommet frem i lyset, og er ikke længere blot et emne for smalle programmer på P1 og Radio24Syv.

Måske er det fordi danskerne i bund og grund er ligeglade med vintersport, at der i danske medier har været så meget fokus på menneskerettighedssituationen i Rusland? Uanset årsagen, så synes jeg at de danske medier skal have stor ros for den kritiske og seriøse dækningen af forholdene i Putins Rusland i forbindelse med OL i Sochi.

Tilmeld nyhedsbrev