Regeringen styrker Danmarks sikkerhed

Denne sommer har desværre været præget af en række blodige terrorangreb rundt om i Europa, der har kostet mange uskyldige mennesker livet. Kujonagtige angreb har øget utrygheden overalt i Vesteuropa. Angrebene understreger, at terrortruslen er alvorlig, og at Danmark også kan blive ramt. Regeringen har derfor styrket indsatsen mod terrorisme betragteligt i det første år efter valget.

Kun ved at være godt forberedt kan vi fortsat sikre, at Danmark er et trygt land, hvor man ikke skal være bange for at gå på gaden.

Et konkret eksempel på at Venstre sætter handling bag ordene er, at bekæmpelse og forebyggelsen af terror er helt central i det nye politiforlig, hvor politiet i perioden 2016-19 styrkes med to mia. kr., hvoraf 600 mio. kr. går til at imødegå terrortruslen mod Danmark.  

Desværre er Danmark et af de lande, hvorfra allerflest er rejst til Syrien for at gå i hellig krig. De mange syrienskrigere udgør derfor en sikkerhedsrisiko for Danmark, da de har fået kamperfaring og er blevet yderligere radikaliseret på slagmarken i Syrien. Derfor er indsatsen mod personer, der drager til Syrien for at kæmpe under ISILs sorte fane, blevet skærpet. Det er blevet ulovligt at rejse til de områder, som terrororganisationen kontrollerer, og de første sager mod syrienskrigere er blevet rejst ved domstolene. Det er et vigtigt tiltag, da vi på ingen måde blot kan se til, alt imens snesevis af unge drager ud på morderiske missioner for det islamiske kalifat.  

Vi skal for alt i verden undgå at flere unge mennesker bliver indfanget af radikale islamister, hvorfor regeringen har sat hårdt mod hårdt over for foreninger og prædikanter, der opfordrer til terror og angreb på vores demokrati. For fremtiden kan den slags foreninger ikke længere få folkeoplysningstilskud og adgang til offentlige lokaler. Samtidig er reglerne for vielsesmyndighed blevet skærpet og tilsynet med friskoler er blevet markant styrket.

Endelig så fører Venstre, i modsætning til den tidligere regering, en stram udlændingepolitik. Der er siden valget gennemført mere end 30 stramninger af asyl- og udlændingepolitikken. Samtidig vil regeringen i løbet af efteråret skærpe udvisningsreglerne.

Tilmeld nyhedsbrev