Regeringen oversælger løft til sundhedsområdet

Det er tydeligt, at Helle Thorning regnede med at bruge regeringens sundhedsudspil som en sensommeroffensiv. Den offensive er vist snublet i dagpengesagen. Måske er det heldigt nok for regeringen. For trods de mange store ord er regeringen selv med sit udspil langt fra i mål i forhold til egne valgløfter.

Før valget lovede Socialdemokraterne hele 7,5 milliarder mere til sundhedsområdet i 2015, men i udspillet er det kun blevet til 500 mio. til næste år. Resten er indtil videre ren snak. Det er jo alligevel lidt af en forskel.

Venstre deler regeringens målsætning om at sørge for, at flere overlever en kræftsygdom og at de svageste patienter skal have ekstra hjælp, og i vores kommende finanslovsudspil vil vi anvise en vej til dette. Til gengæld mener vi ikke, at eksamensbeviset skal afgøre borgernes sundhedstilbud – det er lægefaglige vurderinger langt bedre til. Vi kunne ikke drømme om at sætte folk i bås og mene, at de ikke kan tage vare på egen sundhed blot fordi, de ikke har en lang uddannelse på CV’et.

Hvis regeringen virkelig ville gøre noget seriøst på sundhedsområdet, kunne den starte med at slå bak i deres forringelser af det frie sygehusvalg, hvilket indtil videre har betydet en fordobling af den tid, som patienter risikerer at vente på en operation, fra 30 dage til 2 måneder.

Regeringen har lovet meget, som den ikke har holdt. Tiden vil vise, om dette er endnu et løftebrud, der skal føjes til den i forvejen lange liste, eller om regeringen faktisk mener det alvorligt med alle erklæringerne om at ville give sundhedsområdet et omfattende løft.

Tilmeld nyhedsbrev