Jeg vil gerne starte med at sige undskyld. Undskyld for at vi er så kedelige. Undskyld for at vi har taget ansvar. Undskyld for at vi har sat tæring efter næring og spændt livremmen ind. Det må I undskylde.

Det er ligesom at sidde pinlig ædru fordi du skal køre hjem. Hvor ville det være fristende at give pokker i færdselssikkerhed og feste løs med de andre. Hvor ville det være fristende at glemme alt om ansvar og bare drikke løs.

Men ville det ikke også være dybt uansvarligt? Sidde der med en lille en – eller ti, foran sig, side om side med nøglerne til bilen. Jeg tror, at vi alle hurtigt kan blive enige om at det ville være dybt, dybt uansvarligt!

Og jeg er sikker på, at I vil give mig ret i, at det vil være lige så uansvarligt at give pokker i offentligt underskud og bare feste løs sammen med oppositionen. De holder en fest. Lette løfter og rigeligt til alle. Som om festen er gratis hvis alle bare lige bruger 12 minutter på at rydde op bagefter.

Har vi ikke alle stået i den situation? Når festen er forbi, er alle dem der lovede at rydde op forsvundet. Og hvem skal så klare rodet og regningen, når tømmermændene begynder at melde sig. Eller du sidder fastklemt i din bil under et vejtræ, fordi du gav pokker i ansvaret og kørte hjem efter at have drukket.

Lad mig lige for god ordens skyld bemærke, hvis der skulle være en enkelt konservativ til stede her i dag. Denne tale handler ikke om jer. Den handler om ansvar. Den handler om ansvar.

Og den handler om det ansvar der følger med hvis du har regeringsmagten. Så kan det ikke nytte noget at give pokker i ansvar og bare køre derudaf. Og slet ikke hvis du har kurs mod et vejtræ. Og bilen er fuld af passagerer.

Ansvaret forpligter. Det lyder måske kedeligt, men det gør det. Og det er helt sikkert ikke altid lige sjovt. Og slet ikke i øjeblikket.

For 161 år siden, i 1849, fik vi vores Grundlov. Det er den vi samlet for at fejre i dag. Den er fundamentet for vores demokrati. For vores folkestyre. For med grundloven flyttede magten fra kongen og over til folket. Og dermed flyttede ansvaret også.

Det skete ikke på en gang. Langt fra. Men Grundloven fra 1849 er stadigvæk det største monument i vores demokratis historie. Der er siden bygget videre på den udvikling Grundloven satte i gang. En udvikling der har ledt frem til det demokrati vi kender i dag.

Ifølge Grundloven er det stadig Majestætens regering. Det er stadig Majestæten der udnævner og afskediger ministrene. Og Majestæten skal stadig underskrive landets love. Men Grundloven skriver også at det er ministrene der er ansvarlige for regeringens førelse.

Mens førstnævnte mest er et spørgsmål om tradition, så er der intet ændret ved ministrenes ansvar. Deres ansvar for ledelsen af dette Danmark. Det er som sagt et ansvar der forpligter. Grundloven forpligter.

Men Grundloven forpligter også i en anden henseende. Grundloven gav os frihed, folkestyre og rettigheder. Noget som mennesker overalt på kloden sukker efter og drømmer om. Og mange steder på jorden er der personer, som kæmper imod disse rettigheder. Imod at andre skal få dem. Og imod at vi skal beholde dem.

Derfor forpligter Grundloven også til at kæmpe for friheden. For vores frihed, såvel som andres.

Under den kolde krig vågede vi udover Østersøen i frygt for, at fjenden var på vej. Kommunister der ville tage vores frihed. Knuse vores liberale demokrati. Og tage vores rettigheder fra os. I dag er fjenden en anden, men hans mål er det samme. Kommer han i dag, er det imidlertid ikke i store formationer, landgangsfartøjer eller med interkontinentale missiler. Den fjende, der lurer derude, kommer alene.

Med sit våben spændt om livet, i en kuffert eller blot som en ideologi, der kræver, at han angriber med sine bare næver. Han bærer hverken uniform eller insignier. Han har ingen rang, sin øverstbefalende har han kun hørt på et bånd eller set i en video på Internettet. Og han kunne sagtens være en kvinde med et lille barn i hånden.

Den sikkerhedspolitiske situation er på de sidste 20 år blevet totalt omkalfatret. Truslen fra den Røde Hær og Warszawa-pagten er afløst af et nyt og ganske andet fjendebillede. Islamiske terrorister både truer og gør alvor af deres trusler.

Tegneren Kurt Westergaard har bogstaveligt talt set fjenden i øjnene. Det skete, da en fundamentalist forsøgte at dræbe ham, med en økse i hans eget hjem. I andre tilfælde har politiet heldigvis stoppet terroristerne før det lykkedes dem at sprede død og ødelæggelse i blandt os.

I modsætning til tidligere kommer fjenden ikke nødvendigvis langvejs fra. Han kan lige så vel være født i Brønshøj eller Gjellerup og bo i Voldsmose eller på Nørrebro. Flere af terroristerne bag 11. september boede i Europa. Dem, der planlagde angrebet på Jyllands-Posten havde adresse i Chicago og Kurt Westergaards overfaldsmand var opvokset i Aalborg.

Men fælles for dem alle er deres besøg og ophold i fundamentalisternes træningslejre. De er placeret i lande som Pakistan, Afghanistan og Somalia. Lande, hvor fundamentalisterne har overtaget kontrollen med større eller mindre områder.

Her har de oprettet træningslejre og andre faciliteter, der skal støtte dem i deres kamp mod civileregeringen og de vestlige demokratier, som de hader. Og samtidig tyranniserer de civilebefolkningen ved at gennemtvinge deres middelalderlige leveregler.

Alt for længe har grupper som disse haft frit spil i en række af klodens mislykkede stater. Deres magt er vokset, og de har haft held til at sprede deres indflydelse til nabostater. Men frem for alt har de haft held til at træne og hjernevaske unge mænd og kvinder i hele verden. Og fået dem til at give deres liv bort for en menneskefjendsk ideologi – og tage uskyldige med sig i døden.

Selvom terrorgrupperne opererer i eget, Allahs eller Profetens navn, så opererer de ikke uden hjælp. Bag dem står en gruppe af verdens mest brutale diktatorer. De holder deres egne befolkninger i et jerngreb, og har i kampen mod demokrati og menneskerettigheder gjort fælles sag med fundamentalisterne.

Diktatorerne finansierer og leverer gerne våben, viden og mål. De samarbejder om masseødelæggelsesvåben og sætter deres krænkelser af menneskerettighederne i system alt imens de holder hånden over hinanden i FN.

Dette er i grove træk vores primære trusselsbillede. Diktatorer og terrorister som i forening truer vores frihed – og andres frihed! Et Nordkorea i armod og udenfor pædagogisk rækkevidde. En diktator i Iran, der fører krig mod Israel per stedfortræder. Et Afghanistan hvor udenlandske fundamentalister forsøger at fastholde civilbefolkningen i elendighed. Og et område omkring Adenbugten, hvor både Somalia og Yemen langsomt men sikkert glider ind i islamisternes jerngreb.

Nordkoreas diktator, Kim Jung-il, styrer landet med hård hånd. Det er verdens mest lukkede land. En fejlslagen landbrugspolitik forårsagede en voldsom hungersnød i 90’erne. Den dræbte op imod to millioner mennesker. Og den dag i dag lever store dele af den nordkoreanske befolkning på sultegrænsen, alene holdt i live af udenlandsk bistand.

I stedet for at kære sig om sit folks ve og vel, har Kim Jung-il fokuseret alle ressourcer på det nordkoreanske atomprogram. I 2009 kom det frem, at Nordkorea besidder atomvåben. Inden da havde det internationale samfund brugt adskillige år på at få stoppet nordkoreanernes forsøg på at skaffe sig nukleare våben.

Men Kim Jung-il har ikke blot arbejdet hen mod en nordkoreansk atombombe. Kim Jung-il har ligeledes hjulpet en anden af klodens diktatorer med at komme i nærheden af atombomben. I adskillige år har Irans diktator, Ahmedinejad, ihærdigt arbejdet for at skaffe sig kernevåben.

Nøjagtigt som sin ligemand i Nordkorea har han set stort på det internationale samfunds kritik. Han har leget kispus med de internationale våbeninspektører og løbet fra aftaler inden blækket var tørt. Og ligesom Kim Jung-il har han tilsidesat sin egen befolkning i sine bestræbelser på at gøre Iran til en atommagt. Og præcis som i Nordkorea slået oppositionen ned med hård hånd.

Desuden står Ahmedinejad i ledtog med terrororganisationerne Hamas og Hizbollah, der holder henholdsvis Gaza-striben og store dele af Libanon i et jerngreb. Med dem som håndgangne mænd gør han alvor af sine trusler om at udslette Israel.

Samtidig har det iranske regime gjort en ihærdig indsats for at destabilisere nabolandet Irak og i sidste ende hele Mellemøsten. Det har landet gjort ved at bidrage til den sekteriske vold, som har kostet i tusindvis af irakere livet.

Også i Afghanistan og Taleban-regimet, der kæmper for at destabilisere landet og fastholde dets befolkning i armod, har Iran en aktie. Kampen mod demokrati og menneskerettigheder synes ikke at kende nogen begrænsninger. Hverken når det gælder Irans egen befolkning eller andre mennesker.

Kampen mod Taleban i Iran er også en kamp for at undgå, at Pakistan og landets atomvåben falder i fundamentalisternes hænder. Det var ualmindeligt tæt på for under et år siden, og truslen fra islamisterne er endnu ikke drevet over.

Det samme gør sig gældende i landene omkring Aden-bugten. I Somalia æder fundamentalistiske grupper bid for bid af landet. Og bid for bid af befolkningens rettigheder. Islamisterne har underlagt somalierne et regelsæt ikke ulig det iranerne må leve under, hvor kun få ting finder nåde for præsteskabets nidkære blik.

Og senest har vi oplevet, hvordan islamisterne ligeledes bider sig fast i Yemen. Med baser i begge lande risikerer de at true den internationale skibsfart gennem området. Skrækscenariet er et angreb på en af de mange olietankere, der dagligt passerer gennem farvandet. Et angreb lig terrorangrebet mod det amerikanske flådefartøj, USS Cole, vil få meget alvorlige konsekvenser for den internationale økonomi.

Vi hverken kan eller vil se stort på trusler som disse. Vi skal i fællesskab med vores allierede håndtere disse trusler mod vores demokrati og levevis såvel som mod overgrebene på klodens befolkning og menneskerettighederne.

Derfor er det afgørende, at vi bidrager i hele verden med folk, der kan genopbygge såvel som med folk, der kan sætte hårdt mod hårdt. Og derfor er det vigtigt, at vi gør, hvad vi kan for at tænde lys i mørket for dem, der dagligt må lide under diktatorernes og fundamentalisternes jerngreb.

Vi skal være med til at nedkæmpe Taleban i Afghanistan, så vi kan bygge skoler og hospitaler. Vi skal rense Aden-bugten for pirater, så vi stopper pengestrømmen til fundamentalisterne i Somalia og Yemen. Og vi skal gøre, hvad vi kan, for at støtte dem, der tør tage kampen op mod deres diktatorer.

Dermed kan vi være med til at lukke for terroristernes træningslejre. Vi kan være med til at stoppe spredningen af masseødelæggelsesvåben. Og vi kan lukke for strømmen af penge og våben til fundamentalisterne.

Det vil hjælpe befolkningerne i Afghanistan, Somalia, Iran, Nordkorea og en række andre lande. Det vil bringe befolkninger i disse og en række andre lande tættere på demokrati og menneskerettigheder. Rettigheder og et folkestyre som netop Grundloven var med til at give os i 1849.

Men her i Danmark er der også trusler mod vores frihed og vores rettigheder. Nyrup-tidens manglende mandsmod og evne til at træde i karakter har ikke kun givet os gadekamp og bandekrig. Mens Nyrup lod stå til, slog fundamentalisterne rødder blandt de mange han havde parkeret i ghettoerne.

Nyrup lod sig besnakke af sine radikale venner. Han hørte lange fine historier om multikultur. Om humanisme og gensidig respekt. Alt i mens purunge piger blev bortgift til ukendte fætre fra fjerne egne. Og islams mørkemænd spredte deres budskab om død.

Ytringsfriheden, retten til at tale Gud og hver mand midt imod, måtte naturligvis vige i dette spændende kulturmøde. Vi var værter og gjorde vores bedste for at behage vores gæster. Eneste problem var, at de ikke var kommet for at besøge os!

I dag er vi klogere. Vi har fået sat en streg i sandet og sagt: ”Dette her er Danmark”. Her gælder dansk lov. Samme udtalelse fra Villy Søvndal klinger imidlertid hult. Nok truer han både den ene og den anden med at sende dem ad helvede til. Men når det kommer stykket, hvad er det så Villy Søvndal vil og kan?

24-årsreglen har været en del af kernen i vores integrationspolitik. Den har forhindret et utal af piger i at blive tvangsgift i en unge alder til fjerne slægtninge, blot fordi traditionen bød det. Villy Søvndal siger, at han støtter reglen, men har tidligere slået til lyd for at afskaffe den. Og adskillige af partiets ledende medlemmer har udtryk ønske om at afskaffe den. Så hvad skal vi tro?

Og hvad skal vi tro når Socialistisk Folkeparti lover hård kamp mod fundamentalisterne. Men insisterer på at trække vores tropper hjem fra Afghanistan, hvor netop denne krig kæmpes?

’Exit-strategi’ lyder måske meget professionelt – men det er hamrende amatøragtigt. Enhver kan forestille sig Talebans reaktion det øjeblik, vi nævner den dato, hvor vi vil trække os ud. Så kan de i ro og mag sætte sig ned og vente på den dag, hvor vi har pakket sammen.

Det ville være som at forære Afghanistan på et fad. Og samtidig stikke en kniv i ryggen på det afghanske folk, der samarbejde med os. Og stolede på os. Stolede på, at de en dag skulle komme til at nyde samme frihed og samme rettigheder som os.

SF’erne tror, at vi kan lave en aftale med Taleban. Det troede pakistanerne også. De blev klogere da talebanerne kort efter blot stod hundrede kilometer fra deres hovedstad og krævede Sharia indført i Pakistan.

Vi kan ikke indgå aftaler med Taleban. Nøjagtigt som den engelske premierminister Neville Chamberlin ikke kunne indgå aftaler med Hitler. Taleban forstår kun en ting! Og det er ikke noget man lærer om på pædagogseminariet. Taleban forstår kun våbenmagt. De skal sættes på plads. En gang for alle.

Vores drenge og piger gør en fremragende indsats dernede. Det går fremad. Vi skal lade dem gøre deres arbejde færdig frem for at lade Taleban vinde en skrivebordssejr. Vi skal stoppe Taleban i Afghanistan, før de får udbredt deres perverse og middelalderlige normer til vores del af verden.

Det skylder vi de mange hundreder der også her i Danmark lever under fundamentalisternes åg. Det skylder vi de millioner af mennesker der rundt omkring i verden lever i armod og uden de mest fundamentale rettigheder.

Og det skylder vi Grundlovens fædre og de mange der efterfølgende har kæmpet for at bevare og styrke vores demokrati. Det er et ansvar der forpligter – og et ansvar vi har tænkt os at leve op til.

Et ansvar, vi som regeringsbærende parti må og vil tage på os. Ligesom vi tager ansvaret for at genoprette vores økonomi. For det nytter ikke meget at sende regningen videre. Og det nytter ikke noget at gemme sig, når nogen truer vores demokrati og frihed. Der er bestemt ikke lige populært alle steder. Men vi hverken kan eller vil løbe fra ansvaret. Hvis I er uenige, så må I have mig meget undskyldt!