Grundlovstale 2014 Hvidsten Kro

I Danmark har vi en tradition for at fejre vores nederlag. I år har vi fejret nederlaget i 1864 og tabet af Norge i 1814. Vi har fejret det på en måde så omverdenen må have troet, at det har drejet sig om glorværdige sejrer på slagmarken, og ikke blot endnu et nederlag, der nok engang kappede et stykke af fædrelandet.

Det fortæller i den grad noget om et land, der har forsonet sig med historiens gang, og noget man kunne lære noget af i andre lande, hvor historien ofte er argument for vold og undertrykkelse.

Som sagt fejrer vi i år 200 års jubilæet for slaget ved Dybøl i 1864. 1864 er historien om overmodige politikere, der fører Danmark ind i en nådesløs krig, hvor nederlaget rækker langt videre end til de mange lig på slagmarken. 

Eller var det historien om politikere som troede på det rigtige, gjorde det rigtige og tabte? Eller sagt på en anden måde: Skal man blot dukke sig som lille land, eller skal man kæmpe også selvom man risikerer at tabe?

Under alle omstændigheder har 1864 om noget været med til at forme den danske selvforståelse mange generationer frem. 

For et lille land som Danmark er det en evig diskussion. Vi vil jo helst være landet, der hygger sig i smug mens verden står i flammer. Men, det er ikke altid en mulighed, nogle gange bliver vi tvunget til at træffe et valg.

Netop hvor vi er samlet i dag traf brave mænd for over 70 år siden deres svære, men nødvendige valg: At gå til modstand. De endte med at betale den højeste pris. Havde det ikke været for Marius Fiil og resten af Hvidsten Gruppen, så ville Danmark måske ikke have været blandt de allierede lande efter krigen. Og hvem ved så hvordan Danmark så ville have set ud? 

Det ville i hvert fald have været svært at se sig selv i øjnene, uden at vide at vi gjorde modstand mod uretten.  

Grundloven kan virke støvet, og talerne kan virke højstemte. Vi tager demokratiet for givet, og Grundlovens frihedsrettigheder er ikke noget vi tænker over i det daglige. Kun når de kommer under pres. I år er vi blevet mindet om, at man ikke skal tage freden i Europa for givet, Ruslands annektering af Krim var desværre et bevis på dette.

Hætteklædte soldater med maskingeværer foran valgstederne er noget man forbinder med Afghanistan, men i april så vi det på Krim – i Europa, blot få timers flyvning fra Danmark. Det giver stof til eftertanke! 

Selvom det er tæt på, så kan det være svært at forholde sig til. Derimod kan vi alle forholde os til udviklingen i ghetto-områderne, hvor grundlovens ord om trosfrihed ikke har megen betydning. Vi kender alle til de udfordringer, der findes i Gellerup Parken. På trods af at der er blevet brugt mange hundrede millioner på det ene projekt efter det andet, så er udviklingen fortsat med at gå i den forkerte retning.

Det er især de unge, der er grund til at være bekymret for. De mister kontakten til det danske samfund og de danske værdier, fordi de lever i et parallelsamfund, hvor omdrejningspunktet i mange tilfældet er moskeen, hvor rabiate prædikanter fortæller de unge, at de ikke skal afsværge sig det danske samfund, lade være med at stemme og allerhelst drage i hellig krig i Syrien. 

Her er en virkelig og konkret udfordring for det danske samfund. Og udfordringen kan blive ganske alvorlig. Alene på Langkær Gymnasium i Aarhus var det næsten en halv klasse som tog til Syrien som krigere. Hvad har disse unge ikke lært i selskab med bindegale islamiske terrorister? Det er en sikkerhedsrisiko som vi skal tage alvorligt.

Danmark skal være et åbent land, og vi skal ikke gå på kompromis med ytringsfriheden, men vi skal heller ikke være naive. Derfor er der nødt til at blive holdt et vågent øje med de islamiske prædikanter, som nærer et dybt og inderligt had til det land, der har givet dem ly. 

Vi skal ikke gå på kompromis som man har gjort visse steder i England, der har man tilladt sharia-domstole, og i Sverige tør man ikke tale om problemerne. I Danmark har vi en tradition for at tale lige ud af posen, også om det ubehagelige. Det er første skridt til at finde en løsning. Det er netop i Grundlovens ånd, at der er plads til at lufte uenigheder og sige sin mening.

Vi skal ikke blot i den politiske korrektheds navn acceptere parallelsamfundenes formørkede middelalderlige værdier. Hvis man vil leve i Danmark, så må man også acceptere danske værdier; demokrati, religionsfrihed og ligestilling. Det kan vi ikke gå på kompromis med! 

Og nu til noget helt andet:

De seneste uger har været ualmindelig svære for vores parti. Dag efter dag har vi lagt navn og ansigter til avisernes forsider med historier, der ikke handler det fjerneste om den politik, vi fører. Ej heller om de idealer vi sammen kæmper for. Eller om de ting i vores samfund, vi ønsker at forandre til det bedre. 

Jeg meldte mig ind i Venstre i 1990. Mange af jer har været med i endnu længere tid. Vi har været med til de store sejre. Her oplevede vi fremgang og bred anerkendelse fra vælgerne for vores politik. Vi har imidlertid også stået sammen gennem hårde tider. Tider med svære men også nødvendige politiske beslutninger som skabte modgang og dyk i meningsmålingerne. 

Højdepunktet på et langt og trist forløb oprandt ved tirsdagens møde i hovedbestyrelsen. Alle havde set frem til mødet. Vi for at få en afklaring. Journalisterne for at se blod. På mødet fik vi luft for vores forskellige holdninger. Vi var imidlertid også enige om, at den nuværende situation kun gavner Helle Thorning-Schmidt. Det gælder ikke mindst store dele af den kritik, der har været luftet i pressen. 

I den seneste uge er jeg blevet kimet ned af journalister. Tirsdag gik de helt amok i håb om at få deres store scoop. Jeg har med vilje ikke givet et eneste interview eller kommentar til medierne inden mødet i hovedbestyrelsen. Derimod har flere af mine kollegaer og jeg selv givet vores holdning til kende over for vores formand. Og senere gentaget vores holdning på et lukket gruppemøde.

Desværre er det åbenbart ikke alle, der respekterer reglen om ikke at referere fra møderne i vores folketingsgruppe. Derfor er rygter, om hvad jeg sagde på det lukkede møde, gået videre til journalisterne. Jeg vil imidlertid godt understrege, at jeg først udtalte mig til journalisterne efter mødet i hovedbestyrelsen var slut langt over midnat. Det gjorde jeg i respekt for hovedbestyrelsen, som jeg jo selv sidder i.

Vi er alle interesserede i politik og har fulgt med i mange år. Derfor kender vi også adskillige eksempler på partier, hvor uenigheder har været forsidestof gennem måneder og år. Ingen kan være i tvivl om, at den slags slider på opbakningen. Og vi ved at den slags i værste fald kan få katastrofale konsekvenser for et partis eksistens.

I Venstre vinder vi heller ikke vælgere ved at skælde ud på hinanden for åben skærm. Står vi derimod sammen er vi til gengæld bomstærke. Og SÅ er vi i stand til at sætte vores politik på dagsordenen. Derfor er vores sammenhold en helt klar forudsætning for at slå Helle Thorning-Schmidt og sikre et blåt flertal efter næste folketingsvalg. Et blåt flertal med et markant Venstre i spidsen.

Jeg er derfor glad for den klare aftale om et tættere samarbejde mellem Lars og Kristian. Aftalen indebærer bl.a. en tur rundt i Danmark henover sommeren. Her skal de møde vores medlemmer og vælgere. Her vil Lars få rig mulighed for at redegøre for både de gode og dårlige beslutninger, der er truffet. For at vinde næste valg er det er helt afgørende, at vi taler ærligt og redeligt, om det der er sket. Og at vi fortæller, hvor vi vil hen.

Jeres kritik har været velbegrundet og er bestemt ikke blevet siddet overhørig. Tværtimod har den været afgørende for, at vi er nået frem til aftenens resultat. Derfra kan vi se fremad. Jeg anerkender, at jeg og mine kollegaer på Christiansborg står over for en enorm opgave som brobyggere. I er vores fundament og det er vores fornemste opgave bygge bro mellem jer og vores ledelse.

Efter hovedbestyrelsesmødet i tirsdags talte jeg med Lars. Vi gav hinanden håndslag på at se fremad. Og vi var enige om i fællesskab at kæmpe os tilbage til positionen som vælgernes foretrukne parti.

Det kræver hårdt arbejde. Det er forudsætningen for, at det atter bliver vores politik, der sætter dagsordenen. Og dermed en forudsætning for, at vi kan sætte Helle Thorning-Schmidt fra magten og danne regering. En regering, der holder, hvad den lover og kæmper for bedre vilkår for erhvervslivet og for flere arbejdspladser. For vækst og velstand, så vi også om 10, 20 og 30 år har råd til uddannelse, hospitaler og omsorg for vores svageste.

Det skal heller ikke være politik det hele. Grundlovsdag markerer også sommerens komme; De lyse nætter og Danmark som står i et flor. Lige netop på det tidspunkt findes der ikke noget skønnere sted på jorden end den plet, vi kalder Danmark. Og hvem har udtrykt det mere præcist end Thøger Larsen i ”Danmark nu blunder den lyse nat, hvor han både finder plads til ” Sol over grønne Sletter, Lykke og lyse Nætter.” og ”Byger som kommer og går – det er den danske sommer”.  

Vi skal værne om Danmark og passe på friheden og demokratiet. Derfor har Grundlovsdag også relevans i dag, for vi må aldrig tage disse værdier for givet.

Tak for ordet og fortsat glædelig Grundlovsdag!

 

Tilmeld nyhedsbrev