Fundamentalismens grimme ansigt i Grimhøj

I Irak og Syrien har terrorbevægelsen Islamisk Stat vokset sig stor og stærk. Imens dens hadske prædikanter prædiker død og ødelæggelse over alverdens ikke-muslimer, indføres bevægelsens vanvittige islamisme i de områder, som den kontrollerer, med ufattelige lidelser for befolkningen til følge. Det står klart for enhver, at Islamisk Stat ønsker at udrydde alle samfundsformer, der ikke er i pagt med deres egne brutale og totalitære vrangforestillinger. Det gælder også Danmark, hvis nogen skulle være i tvivl. At nogen heroppe skulle fatte sympati for den slags vanvid synes næsten utænkeligt.

Fadi Abdallah, talsmand for Grimhøj-moskéen i Aarhus, bakker imidlertid op om Islamisk Stat. Han er tilmed enig med Islamisk Stats brutale metoder, for ”vilkårene er jo ikke de samme dernede som her”, som han udtrykker det. Sådanne monstrøse udtalelser findes altså i vores eget land, og vi må godt nok håbe, at det ikke er alle i moskéen, som er enige med Fadi Abdallah og hans forsvar for en brutal terrorbevægelse, der vil indføre et vanvittigt kalifat og udrydde Vesten. Det ville i hvert fald klæde folk med tilknytning til moskéen at tage afstand fra Fadi Abdallah, hvis de da ikke er enige med ham.

Tidligere har Grimhøj-moskéen fået opmærksomhed, da den har været med til at forgifte unge menneskers sind og hverve dem til Syrien-konflikten, og moskéens imam har prædiket død over jøderne under en fredagsbøn i Berlin i juli. Fundamentalismen har vist sit grimme ansigt i Grimhøj.

Det er jo egentlig ikke til at forstå, at folk ønsker at bo i Danmark, når de nærer den slags holdninger. Men det burde få os alle op af stolene. Det er nødvendigt, at vi frie borgere i fællesskab på tværs af alle skel viser, at den slags vanvittig islamisk fundamentalisme ikke hører hjemme her.

Tilmeld nyhedsbrev