| Under uddannelse i demokratiet |
|
København, den 1. december Michael har i denne uge haft to erhvervspraktikanter, Mikkel og Anna, fra Århus. De to politikerspirer har oplevet alt fra møder i Folketinget til vild autografjagt, der udløste selveste Lars Løkke Rasmussens autograf. Mikkel og Anna har selv forfattet nedenstående artikel om deres praktikophold på Borgen. Under uddannelse i demokratiet I uge 48 blev de to 9. klasseelever Anna og Mikkel fra Aarhus lukket ind bag de lukkede døre på Christiansborg. Bag de døre oplevede Anna og Mikkel, hvordan dagsordener bliver sat, hvor de vigtigste beslutninger for Danmark bliver taget.
Mikkel Nielsen og Anna Ginnerskov Olsen fik i denne uge en særlig oplevelse, da de tilbragte en helt almindelig arbejdsuge på en ikke så almindelig arbejdsplads. Mikkel og Anna, som begge kommer fra Skæring Skoles 9. årgang i Aarhus, har i denne uge fulgt politiker og kulturordfører for Venstre Michael Aastrup Jensen fra Østjylland.
Brænder for politik Både Mikkel og Anna har et stort engagement inden for politik og mangler ikke politiske holdninger. Det var netop derfor, de valgte at ansøge om praktikplads hos Venstre: For at finde ud af, om politik er den rigtige vej for dem.
”Jeg har fulgt med i nyhederne og politik, siden jeg var helt lille. Min tidlige interesse for politik har fået mig til at danne mine egne holdninger. Ligesom politikerne brænder jeg for at gøre en forskel og få indflydelse,” siger Anna.
”Ja, og jeg er enormt beæret over at have fået muligheden for at følge Michael og danne mig et billede af, hvordan det er at være politiker. Jeg synes, det er godt, at politikerne giver unge mennesker muligheden for det. Vi er den kommende generation til at gøre en forskel for Danmark,” fortsætter Mikkel og roser Michael for hans interesse for unge mennesker.
På Borgen har både hun og Mikkel fået rig mulighed for at udforske de muligheder, en politiker har for at gøre en forskel. Michael Aastrup Jensen blev kontaktet i august måned af Anna, som længe har haft et ønske om at opleve hverdagen for en politiker. Det har hun i høj grad i denne uge. Michaels medarbejder tilbød, at Anna kunne tage en ven med, og da Anna vidste, at Mikkel også har stor interesse for politik, spurgte hun derfor, om han kunne tænke sig at komme med til København.
En spændende uge Både Anna og Mikkel var en smule nervøse op til deres praktikophold, men nervøsiteten aftog hurtigt, da de blev budt velkommen af Michael og hans ansatte. I løbet af ugen har de deltaget i Michaels møder og mødt mange spændende personer bl.a. tidligere forsvarsminister Gitte Lillelund Bech samt været på autografjagt, hvor det bl.a. lykkedes at få tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussens autograf. Derudover har Mikkel og Anna også overværet møder i salen, hvor de på tætteste hold fik mulighed for at se, hvordan politik bliver til.
For Michael er det vigtigt at give andre, og især den yngre generation, et indblik i, hvordan demokratiet fungerer:
”Det er altid dejligt at møde unge mennesker, som brænder for samfundet. Jeg synes, det er super fedt, at de selv tager initiativ til at komme over på Christiansborg. Jeg vil enormt gerne give dem muligheden for at se, hvordan demokratiet fungerer, og hvordan min hverdag er.”
Besøget har været meget positivt, synes Anna og Mikkel: ”Vi er blevet modtaget rigtig godt, og det har været spændende at møde så mange mennesker og se, at de virkelig brænder for deres arbejde. Det er enormt spændende at være herinde, og der sker rigtig meget. Jeg har en drøm om at gøre en forskel, og min drøm er, at det skal blive gennem politik,” siger en glad Anna. Mikkel er enig.
Artikler om samme emne
|


