Finansloven afsætter penge til at gøre noget ved støjen fra E45

Af Michael Aastrup Jensen, MF (V) og Christian Brøns, medlem af Randers Byråd (V)

Med aftalen omkring finansloven for næste år bliver der afsat en national pulje på 50 mio. kr. til støjbekæmpelse langs eksisterende statsveje. Det kan komme de mange støjplagede borgere i Randers til gode. Det er glædeligt at puljen åbner op for at der nu kan blive gjort noget effektivt ved støjproblemerne langs E45. Det er noget vi har kæmpet for i lang tid, både i byrådet og på Christiansborg. 

Derfor er vi utrolig glad for, at det nu er muligt for Randers kommune at søge penge til at bekæmpe støjen. Der er flere områder i Randers langs E45, som i lang tid har været plaget af støj.  Især i og omkring Hornbæk, Vorup og Helsted har store støjproblemer. Der er nu mulighed for, at disse områder kan få en hjælpende hånd til at sænke støjniveauet, så beboerne i højere grad kan høre fuglefløjt fremfor bilernes brummen, når de træder udenfor deres hoveddør.

I byrådet har der været solid opbakning fra Dansk Folkeparti til at få afsat midler på kommunens budget næste år til lokale støjbekæmpende initiativer. Helt konkret er der blevet afsat to mio. kr. til en lokal støjpulje, der skal være med til at finansiere støjværn og til at få data på hvor stort et problem vi taler om i de støjramte områder og byer.

At støjpuljen er blevet prioriteret og at Randers nu kan blive tilgodeset i forhold til støjbekæmpelse skyldes dermed både en lokal og en national indsats. Det har været en hård kamp, som vi har vundet og vi kan nu trække vejret lidt lettere og lade julefreden sænke sig for en stund. 

Tilmeld nyhedsbrev