Efter ny rapport: Stop luftkastellerne om en ny lufthavn

Det er skadeligt for hele Østjylland, at Aarhus borgmester Jakob Bundsgaard sår tvivl om Tirstrup Lufthavns fremtid, når en ny rapport viser, at en storlufthavn ved Aarhus ingen gang har på jord.

– Sådan lyder det fra det lokale folketingsmedlem Michael Aastrup Jensen (V). I stedet skal alle kræfter nu sættes ind på at modernisere og tiltrække nye ruter til Tirstrup. Rambøll-analysen viser, at anlæggelsen af lufthavnen bliver en mia. kr. dyrere end ventet, og at der samtidig vil være brug for 75 millioner i tilskud hvert år de første 20 år af lufthavnen levetid.

”Nu har vi det sort på hvidt; en storlufthavn ved Aarhus er simpelthen fri fantasi. Der er ingen der står klar til at betale, og det er yderst tvivlsomt om det i det hele taget vil være lovligt at yde et sådanne tilskud. Det kommer aldrig til at ske, så i stedet for at fantasere, så bør vi gøre noget for at hjælpe Tirstrup Lufthavn på benene. Tirstrup har fået lov til at hensygne i årevis fordi at Jakob Bundsgaard krampagtigt har holdt fast i fatamorganaet om en storlufthavn. Det ved vi nu aldrig kan blive til noget, så lad os nu komme tilbage til virkeligheden. ”

Det lokale folketingsmedlem mener, at der er et stort potentiale i at modernisere Tirstrup Lufthavn. Tilknytningen til Danmarks næststørste by burde berettige til mange flere ruter end i dag.

”Aalborg Lufthavn har for længst overhalet Tirstrup indenom med en stribe ruter til europæiske hovedlufthavne. Det gælder om, at vi kommer ind i kampen, således at også Østjylland bliver forbundet med en række af de vigtige lufthavne i Europa. Det kan sagtens lade sig gøre, men det kræver, at vi forholder os til, at lufthavnen er og bliver i Tirstrup. Hvis vi ikke investerer i Tirstrup så risikerer vi at lufthavnen på et tidspunkt lukker, og så står vi helt uden lufthavn i Østjylland. Det vil være en katastrofe for Østjylland, og derfor er der brug for politisk handling basseret på realisme og ikke drømmerier.”

 

FAKTA: En ny analyse fra Rambøll Management Consulting hæver prisen for en ny østjysk lufthavn med en mia. kr. fra 2,5 mia. kr. til 3,5 mia. kr., og konsulentfirmaet erklærer ligeud, at ”vurderet på kommercielle vilkår, er der således ikke tale om en rentabel investering”.

Tilmeld nyhedsbrev