E45 udvidelse frem for en underfinansieret togfond

Venstre foreslår i vores udspil til finansloven for 2017 en udvidelse af E45. Det er noget, jeg har kæmpet for længe, for de kendte kødannelser har kun vokset sig større og større i de senere år. Udvidelsen er faktisk så vigtig for os i Venstre, at den står nævnt sort på hvidt i regeringsprogrammet. Derfor afsætter vi en halv milliard til det. Desværre risikerer vi nu, at der går Christiansborg-fnidder i projektet, da de røde partier og Dansk Folkeparti, som står bag den såkaldte togfond, holder fast i deres ideologiske stolthed og stædigt forlanger at bruge penge på et projekt, der for længst er blevet overhalet af virkeligheden. 

Togfonden, der i virkeligheden slet ikke er en fond men i stedet en politisk aftale, blev lanceret af den tidligere regering i 2013. Den er finansieret gennem øget beskatning af olie fra Nordsøen. Men med de faldende oliepriser er finansiering nu pist væk. Man kan som bekendt kun bruge pengene én gang, og partierne bag togfonden vil derfor hellere bruge pengene på nye dyre skinner og togbroer, fremfor der hvor de virkelig kan gøre en forskel. Med en udvidelse af E45 kan vi spare bilisterne for tusindvis af timer i kø. Det er skadeligt for miljøet at have lange baner af biler holdene i tomgang, det er dyrt for erhvervslivet i form af stigende fragtpriser, og det forsinker folk, der skal på arbejde eller hjem. Det giver utryghed i tilværelsen, spildtid for virksomhederne og for private betyder det tabte arbejdstimer og dermed tab af velstand.

Udvidelsen af E45 er den eneste vej frem, hvis vi vil kødannelserne på motorvejen til livs. Med de forbedrede transportmuligheder bliver det også lettere at tiltrække nye investeringer til vores region og skabe flere arbejdspladser. Lader vi stå til, risikerer vi at miste pusten, og at strækningen langs den østjyske motorvej ikke længere er en vækstregion, der kan trække resten af Østjylland med sig.

Det er ikke bare fornuftigt at bruge penge på en udvidelse - det er også på tide. Tilbage i 2009 indgik vi det sidste store trafikforlig, hvor vi investerede 94 mia. kr. i transportsektoren. Heraf gik 65 mia. til offentlig transport - altså to tredjedele. Det er derfor kun fair, at vejene nu får et løft - og intet sted er det mere nødvendigt end på E45. Udvidelsen af motorvejen vil ikke kun komme flere til gavn, det er også langt billigere end at rulle togfonden ud. Den første udvidelse af E45 koster kun ca. 500 mio., mens togfondens projekter løber op i 7,3 mia. bare i år. 

Vi bør derfor udvide med et ekstra spor i hver retning mellem Aarhus og Skanderborg, som så kan være første skridt i den nødvendige udvidelse af E45 hele vejen fra Randers til Vejle. Jeg arbejder personligt hårdt for, at vi får en masterplan på plads, om hvordan vi kan få udvidet hele strækningen inden for en overskuelig årrække, således at trafikken fremover kan glide ubesværet, og vi kan slippe for de kødannelser, der er spild af alles tid. For en udvidelse af E45 er ikke bare sund fornuft; det er også en meget bedre investering i nødvendig vækst for os i Østjylland, end den underfinansierede togfond nogensinde vil blive. Derfor håber jeg, at de røde partier og Dansk Folkeparti vil skifte mening, så E45 udvidelsen ikke bliver dræbt af Christiansborg-fnidder.

Tilmeld nyhedsbrev