Danmark til kamp for friheden

Regeringen slår fast i regeringsprogrammet, at Danmark skal " turde kritisere alle, der groft krænker menneskerettighederne".

Danmark er ikke medlem af FN's berygtede Menneskerettighedsråd, alligevel har vi mulighed for at få indflydelse på FN's vurderinger af menneskerettighederne, de såkaldte UPR-vurderinger. Danmark modtager selv skarp kritik fra tvivlsomme regimer som Pakistan, Bangladesh og Hviderusland. Imidlertid forholder Danmark sig påfaldende tavs over for de selvsamme lande.

Vi lader rask væk Bangladesh kloge sig i problemer med " hate speech" i Danmark, men forholder os nærmest tavse over for de grove menneskerettighedsovertrædelser, der foregår i landet, som i årevis har modtaget danske bistandskroner.

Desværre benytter Danmark - i modsætning til andre vestlige lande - i mindre omfang muligheden for at tage bladet fra munden. Mest besynderligt er, at Danmark end ikke kritiserer flere af de lande, som vi giver udviklingsbistand.

Når Danmark tager ordet i FN, er det alt for ofte for at påpege nicher inden for menneskerettighedsområdet som for eksempel homoseksuelles og oprindelige folks rettigheder.

Det er tilfældet i forbindelse med Rusland, hvor Danmark helt undgår at kritisere de mere dybereliggende problemer i forhold til journalisters arbejdsvilkår, frie valg og domstolenes uafhængighed.

I stedet tager Danmark fat i et hjørne af Ruslands menneskerettighedskrænkelser, som i virkeligheden er symptomer på de førnævnte dybere problemer.

Er det, fordi vi er bange for at skade danske handelsinteresser? Nej, eksempelvis Tyskland, Canada og de ellers meget politiske korrekte svenskere forsømmer ingen lejlighed til at påpege væsentlige overtrædelser af menneskerettighederne, og navnlig Tyskland har jo bekendt et tæt økonomisk samarbejde med Kreml.

Det er for ringe, at Danmark putter sig i internationale sammenhænge, og det er direkte uforståeligt, at vi holder os fra at kritisere de lande, vi giver millioner af skattekroner i bistand til hvert år.

Det er jo netop de lande, vi skal være mest kritiske over for, netop for at sikre os, at vores bistandsmidler har en virkning. Regeringen bør opprioritere at overholde sit eget regeringsprogram, også når det drejer sig om internationale forpligtigelser.

Jeg efterlyser simpelthen mere politisk mod i den danske udenrigspolitik og navnlig inden for vores ageren i FN's organer.

Danmark skal tage førertrøjen, når det gælder kampen for frihed og demokrati, men det kræver, at vi genfinder en markant linje i dansk udenrigspolitik.

Tilmeld nyhedsbrev