Michaels tid som borgmester i Randers

Michael blev valgt som borgmester for Randers Kommune ved valget i 2001 med opbakning af de Konservative, Randers Listen, Dansk Folkeparti og Venstre og tiltrådte den 1. januar 2002 som 25-årig. Michael blev dermed Danmarks yngste borgmester nogensinde og den første borgerlige borgmester siden 1950'erne. Han valgte ikke at genopstille ved det efterfølgende kommunalvalg i 2005, da han var blevet valgt til Folketinget ved folketingsvalget i 2005, og dermed sluttede hans borgmesterperiode den 31. december 2006.

I de 5 år, hvor Michael var borgmester for Randers, oplevede kommunen en massiv fremgang på områder som erhvervsudvikling, omdømme, kriminalitetsforebyggelse, indbyggertal, kommunens økonomi, sportsområdet og kulturområdet - bare for at nævne nogle få.

Michael startede allerede i første måned af sin borgmestertid med at sætte hårdt mod hårdt i spillet om rockernes omfattende kriminalitet og socialbedrageri, hvor kommunen i samarbejde med SKAT og politiet oprettede Danmarks første Rocker Task Force, som siden har dannet model for resten af landet.

Herefter fulgte et omfattende og utrætteligt opgør med kommunens ry og omdømme, som havde lidt kraftig skade af tidligere socialdemokratisk styre og deres lette omgang med juraen i den store skandale om de mange personalesager og mange andre uheldige sager. Dermed fik Michael ideen om et nyskabende brandingprojekt, som skulle sætte Randers positivt på landkortet og udviske det dårlige ry, som byen havde lidt af gennem mange år. Projektet blev en bragende succes, som nu har dannet baggrund for en bogudgivelse om, hvordan man gjorde i Randers, og ikke mindst har det ændret byens ry i markant positiv retning.

Under Michaels tid som borgmester blev begrebet "fyrtårnsprojekter" opfundet, som havde til opgave at få skabt store projekter, der kunne samle byen og fortsætte den positive udvikling, som blev startet i løbet af det første år med det nye byråd. Resultatet blev bl.a. et nyt/udbygget stadion, hvor ikke kun den oprykkede superligaklub, men også koncerter, VM-stævner og meget andet kan foregå, samt et helt nyt byrum i den indre by, Østervold, hvor der nu er skabt en ramme for byliv, der samtidig binder centrum, Kulturhuset, Underværket og havnen sammen.

Erhvervsudviklingen stod i alle 5 år centralt i Michaels arbejde for kommunen, da man tidligere ikke havde haft stor succes på dette område. Michael lagde en offensiv stil på området, og resultatet udeblev ikke. Randers fik to helt nye verdenskoncernhovedkvartere, Tulip og Vestas, i Michaels borgmesterperiode. Desuden oplevede Randers et sandt boom i antallet af solgt erhvervsjord og nyoprettede virksomheder, så byen fik førertrøjen i flere uafhængige analyser af vækstklimaet i alle danske kommuner.

 

Tilmeld nyhedsbrev